Byggeklima med i ny regering

1. maj 2010 | Klima og byggeri
Positive reaktioner på BS’ plan for klimarenoveringer fra oppositionen i Folketinget og overborgmester Frank Jensen.

– Vi har, siden vi præsenterede vores klimarenoveringsplan, fået rigtig positive reaktioner fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke.

– S/SF-udspillet »En fair løsning« indeholder et forslag, der ligger tæt op ad vores ideer. Det peger på, at Danmark skal udvikle sig til en førende nation for klimarenovering, og at en systematisk renovering skal finansieres af energibesparelser. Det betyder, at en klimarenoveringsplan kan blive en del af regeringsgrundlaget for en ny regering, siger han.

Er det ikke et problem, at der ikke anvises en motor til en systematisk klimarenovering i S/ SF-planen? – Jeg ser gerne planen suppleret med en kritisk gennemgang af bygningsreglementet og en tidsplan for, hvornår klimarenoveringerne skal være gennemført. Men udgangspunktet er godt – og der er vel grænser for hvor detaljeret, en plan kan være lige nu.

Også Københavns kommune har reageret positivt på byggefagenes plan, fortæller Anders Olesen.

– Vi har fået positive tilbagemeldinger fra både bygge- og teknikborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og overborgmester Frank Jensen (S). Overborgmesteren skriver, at kommunen er i gang med at udarbejde en tiårsplan for klimarenoveringer af kommunens bygninger. Vi glæder os til et samarbejde med kommunen, så planen får en beskæftigelseseffekt og løser indeklimaproblemer, siger Anders Olesen.

Mens reaktionerne har været positive fra oppositionen, har regeringen derimod været tavs.

– Vi sendte vores klimarenoveringsplan som en velkomstgave til klima- og energiminister Lykke Friis. Men vi har ikke hørt noget fra hende eller regeringen, siger Anders Olesen. (owc)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk