Ansatte og mestre sammen om finanslovskrav

10. nov 2016 | Nyheder | Arbejds­mar­ked | Politik og samfund
Byggearbejdsgiverne i Dansk Håndværk og forbundet 3F står bag en fælles opfordring til regeringen om ikke at slække på indsatsen mod social dumping.

Henning Overgaard (3F)

Morten Frihagen (Dansk Håndværk)

Det er nødvendigt, at der gøres noget for at sikre en fortsat indsats mod social dumping og svækkelse af arbejdsmiljøet.

Det mener direktøren for de mindre håndværksmestre, Morten Frihagen (Dansk Håndværk). Og det er han helt enig med forbundssekretær i 3F Henning Overgaard om. I en fælles pressemeddelelse siger Morten Frihagen:

- Hvis ikke bekæmpelsen af social dumping bliver prioriteret i forhandlingerne bliver konsekvensen, at ordentlige virksomheder vil tabe kampen om opgaverne til udenlandske, der ignorerer love, regler og aftaler.

Henning Overgaard følger op og henviser til, at der er økonomisk fornuft i en fortsat indsats. Regeringen tager imidlertid ikke hensyn til dette i den nye finanslov, mener han.

- Men regeringen tager tilsyneladende ikke den indsats alvorlig nok til, at de vil afsætte penge for 2017.

Udspillet er, at fra nytår skal der spares 38 mio. kr. og fra 2018 yderligere 125 mio. kr. Ifølge Dansk Håndværk og 3F har SKAT de seneste 4,5 år udstedt regninger for manglende skatte- og momsbetaling for mere end 680 mio. kr. Det er især til udenlandske virksomheder, der er på job i Danmark. Det er altså penge at hente hjem viser den hidtidige indsats, mener de to organisationer.

- Vi mener, at vækst bør gå hånd i hånd med ordentlige arbejdsforhold. Det opfordrer vi de partier, der sidder med ved forhandlingsbordet i Finansministeriet til at være med til at sikre, siger Morten Frihagen. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk