Blik-og rørformand: Vi vil forhandle vores OK selv

10. nov 2016 | Nyheder | Arbejds­mar­ked
Formand for blikkenslagernes forbund, Max Meyer, vil have lov til selv at stå for ok-forhandlingerne, når de skal fornys næste år.

Max Meyer, forbundsformand, Blik- og rørarbejderforbundet (Foto: Dagbladet Arbejderen)

Der er tre områder, som rør- og blikkenslagerforbundets formand har højt på sin og forbundets ønskeliste, når der skal forhandles nye aftaler næste år. Det siger han til medlemsbladet Utætheden fra den københavnske afdeling af forbundet.

- Vores førsteprioritet, som jeg tror, vi deler med de øvrige byggefag, er at få skabt et stærkt værn mod social dumping. Det betyder, at alle, der kommer ind på vvs-området – udenlandske arbejdere, udenlandske firmaer, danske firmaer, 'arme-og-ben'-firmaer, vikarer og vikarbureauer – arbejder på de rigtige vilkår, sagde Max Meyer, da der i oktober var landsmøde for tillidsfolk i forbundet.

De to andre områder, som har høj prioritet hos blikkenslagerne, er bedre vilkår for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

- Det handler kort sag om, hvordan vi via overensomsten kan hjælpe dem til ikke bare et fornuftigt arbejdsliv, men i sidste ende også med en fornuftig overgang til tilværelsen som pensionist, siger Max Meyer.

Det tredje punkt går på at sikre medlemmer af fagforeningen nogle eksklusive goder og rettigheder.

- Det kan være alle slags goder, bare er der det særlige ved dem, at de er forbeholdt medlemmerne af Blik og Rør, siger forbundsformanden.

I øjeblikket er fagbevægelsens topforhandlere fra CO Industri på industriens område, metalformand Claus Jensen, og 3F-industriformand Mads Andersen, i gang med en landsturné. Her skal de møde de tillidsfolk på industriområdet og høre, hvad deres ok-ønsker er, inden de afgørende forhandlinger med arbejdsgiverne går i gang.

Da planen er sådan, at den aftale, der indgås på industriområdet, kommer til at lægge rammerne for forhandlingerne på de øvrige ok-områder (byggeri, transport osv.) er der et vist pres fra de andre forbund for at få præget forhandlingsoplægget og kravene.

For byggeriet er det især bekæmpelsen af social dumping, der er højt på dagsordenen. Det viste senest et møde for tillidsfolk fra forskellige brancher, der fandt sted i Odense den 28. oktober. Herunder er ønsket også, at der ikke indgås en aftale, som forhindrer andre forbund end industriens i at forhandle egne aftaler igennem. (mbp)

Se en oversigt over de resterende ok-møder - klik her

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk