Byggefag: Dumpingfond blev narresut

27. mar 2019 | Nyheder | Øst­mi­granter | Politik og samfund
Ikke en eneste krone er udbetalt fra fond, der skal sikre udenlandske kolleger mod lønfusk. Galimatias, siger byggefagsformand.

Den fond, der blev til efter en aftale mellem Dansk Industri og CO Industri i noget der mindede om en ’mørk nat’ tilbage i 2014, bugner i dag af penge. Men ikke en eneste underbetalt udenlandsk kollega har fået dækning for løntabet fra fonden.

Det skriver nyhedsbrevet eufagligt.dk, som har undersøgt, hvad der bliver af de mange millioner kroner, som arbejdsgiverne indbetaler til fonden hvert år.

Ikke en krone

”Her, efter halvandet års virksomhed, kan man konstatere, at der ikke er blevet udbetalt en krone fra fonden, som i perioden har kradset omkring 50 millioner kr. ind fra alle arbejdsgivere registreret hos ATP og hos udenlandske virksomheder i Registeret for Udenlandske Virksomheder”, fremgår det af fondens årsrapport, som eufagligt.dk har analyseret.

Fonden blev oprettet for at imødekomme et krav fra EU, de skulle omsætte det såkaldte ’håndhævelsesdirektiv’, som blev vedtaget i 2014.

Direktivet pålægger landene at sikre et økonomisk kædeansvar i byggeriet. Det vil sige, at en udenlandsk entreprenør skal gøres ansvarlig for det næste led i kæden, hvis denne render fra lønregningen til sine udenlandske ansatte. Kan det ikke lade sig gøre, skal fonden dække tabet.

Protest uden gehør

Da DI/CO Industri-modellen med en afgift pr. ansat i alle firmaer i 2014 blev udtænkt, protesterede Byggefagenes Samvirke voldsomt. Man søgte at lægge pres på det daværende LO til at få stoppet den og erstatte med et egentligt kædeansvar for alle og i alle led af byggekæden.

- Det gik som vi sagde. Men det mest pinlige er, at det er vores egne hovedorganisationer, som har været bannerførere for at trække det her blålys ned over os, siger formand for Organisationsudvalget i Byggefagenes Samvirke, Carsten B. Hansen, til eufagligt.dk og fortsætter:

- Dengang forsøgte vi i byggefagenes at få svar på, hvorfor vi ikke skulle leve op til EU-direktivets forpligtelser til at lave et kædeansvar i første led, og hvorfor vi skulle have en løsning, der ikke virkede.

Som Carsten B. Hansen ser det, er en af grundene til, at det ikke er lykkedes at få en krone ud af fonden, at der er så mange krav til at løfte bevisbyrden i en sag, at det gør det næste umuligt.

- Desuden kan firmaerne bare skifte til et dansk CVR-nummer, så er deres folk ikke længere dækket af fonden, siger han.

Nedlæg fond og lav kædeansvar

Brugen af de 50 millioner kroner, som er i fonden, er fordelt således, at det har kostet 40 millioner i drifts- og etableringsomkostninger hos ATP. I dag har fonden ti millioner kroner stående til løndækning.

- Det er galimatias, siger Carsten B. Hansen. Det skal vi have lavet om. Den fond skal nedlægges, og så skal vi have et reelt kædeansvar. I anden omgang er der brug for en social protokol, som giver de faglige rettigheder forrang for de økonomiske friheder i EU’s Indre Marked. Jeg forventer, at en ny regering kommer til at bakke op om de krav. (mbp)

Se hele artiklen på: www.eufagligt.dk

Byggefagenes Samvirke København | Tikøbgade 9 | København N 2200 | 41 67 70 49 | post@bygsam.dk