Byggeridirektør bruger politidrab mod kædeansvar

20. mar 2017 | Nyheder | Arbejds­mar­ked
Det vil være kollektiv straf at få kædeansvar i ok-aftaler, siger Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri og henviser til, at sådan en dom ville være ulovlig for politidrabet under røveriet i Købmagergade, da kollektiv straf ikke er tilladt.

Købmagergade, hvor en betjent blev dræbt under Blekingegaderøveriet i 1988. Staffeloven forhindrede dengang en drabsdom, da kollektiv straf ikke er lovligt. Det mener byggedirektør Lars Storr-Hansen imidlertid entreprenørerne vil blive udsat for, hvis der kommer kædeansvar i overenskomsterne. (Foto: Leif Jørgensen, Wikimedia)

Det er helt i skoven, når direktøren i byggearbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, bruger drabet på en politibetjent under Blekingegadebandens postrøveri i Købmagergade i 1988 som et argument imod indførelse af et kædeansvar til bekæmpelse af social dumping på arbejdsmarkedet.

Det mener formand for Byggefagenes Samvirke, John Ekebjærg-Jakobsen, som er rystet over, at debatten om den danske model, det danske overenskomstsystem og de aktuelle forhandlinger om OK2017 skal føres i lyset af straffeloven og en dræbt betjent.

Ingen kollektivt drabsdømt i Blekingegaderøveri

I en række provinsaviser, refereret på Dansk Byggeris hjemmeside, har byggedirektøren udtalt, at ”ingen i Blekingegadebanden blev straffet for drabet på en politimand, fordi man ikke kunne finde ud af, hvem der skød”. Efter straffeloven må man ikke dømme kollektivt, og det mener han man gør over for entreprenørerne, hvis man indfører et kædeansvar i overenskomsterne.

- Når Storr-Hansen har brug for at sidestille retssagen om mordet på en politimand med kampen mod social dumping, så går han langt over stregen. Det tyder på, at han har brug for at kamouflere kravet fra hans egne arbejdsgivere, som også ønsker at vi skal have stoppet social dumping på det danske arbejdsmarked, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Stejl afvisning af kædeansvar

Under de aktuelle OK-forhandlinger har netop spørgsmålet om bekæmpelse af social dumping og indførelse af værn mod det, været i fokus fra fagforeningernes side. Ikke med det store held, for arbejdsgiverne har været stejle og afvist, at der indføres redskaber såsom et kædeansvar.

Det fik direktøren til at juble over ok-forliget, for der var ikke kommet for eksempel kædeansvar med - ”og det kommer der ikke”, sagde han.

- Det tyder på, at Storr-Hansen ikke forstår, hvad kædeansvar betyder, siger samvirkeformanden og henviser til, at direktøren blander strafferetten ind i det danske aftalesystem.

- Den internationalt berømte ’Danske model’ betyder jo, at alt arbejde er overenskomstdækket, at lønmodtagerne er sikret fornuftige løn- og arbejdsvilkår og at virksomhederne kan konkurrere på lige vilkår. Det er mange af de mindre arbejdsgivere i Dansk Byggeri heldigvis enige med os i, siger John Ekebjærg-Jakobsen.

Forskellige grund til afvisning

Dansk Byggeri har gennem årene afvist kædeansvar med forskellige begrundelser: først var det ulovligt (selv om det ikke har noget med lovgivning at gøre), så var det forbudt på grund af EU (selv om andre lande allerede har sådan et system), så var det upraktisk (selv byggearbejdsgivere både i og uden for Dansk Byggeri mener, at det godt kan lade sig gøre), og nu er det ’kollektiv afstraffelse’. (mbp)

Se pressemeddelelse fra Byggefagenes Samvirkes formand - klik her

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk