Byggesikkerhed i stormvejr

5. dec 2013 | Nyheder | Sikker­hed og miljø
Lokal vurdering, om det er forsvarligt at fortsætte arbejdet ved storm og kraftig blæst, siger Arbejdsmiljøloven.

Arbejdsmiljølovens § 17 har reglerne om stormsikkerhed. (Foto: Lotte Ott, 3F BJMF)

Den storm, som vejrudsigten forventer drager hen over landet torsdag-fredag, kan dårligt komme til ikke at påvirke byggesikkerheden på stilladser og andre steder. Det mærker formanden for sikkerhedsudvalget i Byggefagenes Samvirke, Freddy Ridderhaugen.

Allerede i går begyndte folk at ringe ind og spørge til, hvordan man skal forholde sig i denne situation. Og reglerne er meget klare i lovgivningen, siger Freddy Ridderhaugen. Den paragraf, der henvises til i Arbejdsmiljøloven, er § 17.

Det er kun den enkelte selv, der på stedet kan vurdere, om der er risiko. Mener man det er tilfælde, så skal man kontakte firmaet og sige, at man er gået i skuret.

- Så er det op til mester at sætte folk til andet arbejde, der kan foregå for eksempel i terrænet, men hvis ikke han har noget lige nu, så skal der udbetales vejrlig.

Skulle en mester tvivle på vurderingen af sikkerhedsforholdene på stilladset og selv møde op for at vurdere situationen, så betyder det ikke noget, forklarer Freddy Ridderhaugen.

- Selv i den situation er det den enkelte ansatte, der efter § 17 skal vurdere, om han mener, at sikkerheden er i orden. Det kan ikke bruges som grund til at en mester skiller sig af med ansat, siger sikkerhedsudvalgsformanden. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk