Entreprenør positiv for lærepladser på bankrenovering

11. aug 2015 | Nyheder | Ungdom og lær­linge
Hovedentreprenøren Adserballe&Knudsen er indstillet på at undersøge, om der kan komme lærepladser på hovedsædet for Arbejdernes Landsbank.

Foto: Adserballe og Knudsen

Det har ikke stået på dagsordenen at få oprettet lærepladser på den 25 mio. kroner store renovering af Panoptikonbygningen ved Københavns Hovedbanegård, da Arbejdernes Landsbank forhandlede en aftale på plads med entreprenørfirmaet Adserballe og Knudsen.

Det fortalte facility managementchef Henrik Schneller fra banken til bygsam.dk i sidste uge. Og den projektansvarlige hos hovedentreprenøren, Jonas Toft, bekræfter, at det er sådan, det har forholdt sig.

- Det er rigtigt, at det ikke har været oppe at vende hidtil, men vi er da indstillet på at tage det op. Som udgangspunkt vil vi meget gerne have lærlinge, det har vi en politik om her, siger Jonas Toft.

Det er kun en lille del af opgaven, Adserballe og Knudsen kører i egenproduktion, nemlig penthousedelen, fortæller Jonas Toft, og der bliver tale om 3-4 svende og en lærling til den opgave.

- Men man kan meget nemt forestille sig, at det kommer på tale at tage flere ind, når projektet først kommer rigtigt i gang om en månedstid, tilføjer Jonas Toft, og uddyber, at det også er noget, der skal tages op med underentreprenørerne.

Der er i dag 15 lærlinge i Adserballe og Knudsen. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Tikøbgade 9 | København N 2200 | 41 67 70 49 | post@bygsam.dk