Hofor-sag viser behov for social protokol i EU

16. maj 2018 | Nyheder | Arbejds­mar­ked | Inter­na­tionalt | Politik og samfund
Elektrikernes fagforening: Skal social dumping stoppes, må der redskaber til, som kan sikre arbejderrettigheder over for EU's indre marked.

Udtalelse fra generalforsamlingen i afdelingen mandag den 14. maj 2018:

Den 1. maj – Arbejdernes internationale kampdag – blev den store byggeplads HOFOR’s Bio4-anlæg ramt af faglige aktioner.

Utilfredsheden med, at et tjekkisk stilladsfirma underbød overenskomsten og snød og fordrejede forholdene, så de udenlandske kolleger blev underbetalt og udnyttet og vores overenskomster blev undergravet, voksede i takt med, at der er kom stadig flere oplysninger frem om den sump af fusk og fup, som firmaet under pres er kom frem med.

Når det kan gå så galt for en stor offentlig bygherre og for et stort entreprenørfirma som NCC understreger det endnu engang, at der er et kæmpe problem med EU’s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed og forståelse af, hvad faglige rettigheder og principper er.

Den europæiske fagbevægelse har i årevis slået fast, at der er brug for indførelsen af en ’social protokol’, som hamrer ud i granit, at det er de enkelte landes faglige regler og overenskomster, der skal følges ubetinget, når der kommer tilrejsende firmaer.

Hvis ikke dette princip bliver holdt i hævd, bliver det nemt for bagmænd og fuskere at splitte arbejderne og skabe modsætninger mellem os og de tilrejsende kolleger. Ikke bare i den aktuelle HOFOR-balladen, men hver gang en opfindsom firmaejer ser en chance for at score kassen på underbetaling og fup og fidus.

Vi skal derfor igen kraftigt opfordre til at sætte solidaritet og sammenhold i højsædet, så politikerne forstår, at en social protokol er et helt afgørende redskab mod løndumping i Europa.

Byggefagenes Samvirke København | Tikøbgade 9 | København N 2200 | 41 67 70 49 | post@bygsam.dk