Ny malerkost på formandsposten

18. nov 2016 | Nyheder | Diverse
Københavns malersvende har holdt urafstemning om en ny formand til afløsning for Susanne Rasmussen, der er rykket ind til forbundskontoret.

Jimi Pedersen (Foto: Mette Rasmussen)

Med stemmetallene 412 for Jimi Pedersen over for den anden kandidat Caspar Olesens 79 har Malernes Fagforening i Storkøbenhavn fået ny formand. Det blev Jimi Pedersen (43 år), der som valgt faglig sekretær siden 2011 har varetaget først bekæmpelsen af social dumping og organisering og siden haft ansvaret for eleverne og deres uddannelse.

Formandsskiftet blev nødvendigt, da den hidtidige formand, Susanne Rasmussen, er flyttet ind til forbundshuset for at varetage økonomi og budget. Jimi Pedersen var bestyrelsens kandidat, men da der blev opstillet en konkurrent, Caspar Olesen, måtte der en urafstemning til.

Bygsam.dk har spurgt Jimi Pedersen, hvordan de københavnske svende vil komme til at opleve, at der er kommet en ny mand på posten:

- Der bliver mere fokus på organisering, og på at der sker en inddragelse af svendene til at stå for nogle af de aktiviteter, der er i gang i huset. Og så bliver der fortsat fokus på at få gjort noget ved social dumping.

Jimi Pedersen ønsker også, at der bliver sat ind på at få gjort noget ved til manglende tilgang af elever til faget.

- Det er ikke fordi, mestrene ikke tager lærlinge, at der mangler lærlinge, men fordi der er for få elever, der vælger malerfaget, siger Jimi Pedersen, som understreger, at det fortsat bliver vigtigt med det helt klassiske faglige organiseringsarbejde og fastholdelse af medlemmerne.

Jimi Pedersen blev udlært i Malerfirmaet Petersen og Andersen i 1993. Han har derefter arbejdet i en række storkøbenhavnske firmaer. Her har han været både klubformand og arbejdsmiljørepræsentant. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk