Strømmen gået på Industriens hus

1. maj 2012 | Faglig konflikt
Elektrikerne i el-firmaet Kemp&Lauritzen fik nok og gik hjem, da firmaet accepterede, at to kol­le­ger meldte sig ud af fag­fore­ningen og over i en gul forening.

Der sker ikke noget på byggepladsen på Rådhuspladsen i dag, tirsdag. Her er de organiserede medlemmer af Dansk El-forbund (DEF) i København nemlig gået hjem. Og de har fået følgeskab af folkene fra Metal, tømrerne, murerne, malerne og rørlæggerne.

Det siger Lars Bæk, faglig sekretær i DEF.

Spidse til

Konflikten begyndte at spidse til for ca. tre uger siden, siger Morten Rude, talsmand for de konfliktende elektrikere.

– I forbindelse med nogle lokale lønforhandlinger blev vi for en tre uger siden opmærksomme på, at der gik to, som ikke var medlemmer af fagforeningen. Det har vi så forsøgt at gøre noget ved siden, hvor tillidsmanden og fagforeningens organisator har været inden over. Men vi har ikke været tilfredse med resultatet, og i går fik folkene så nok.

– De to går på en akkord, som ifølge vores landspriskurant kun kan udføres af medlemmer af Dansk El-forbund, og da den ene også er formand, så fik folkene nok over, at firmaet ikke ville gøre noget ved problemet.

Til fagforeningen

Efter arbejdsnedlæggelsen på Rådhuspladsen gik også elektrikerne på byggepladsen FN Byen i Nordhavn og på et byggeri i Helsinge, til møde i fagforeningen.

Forinden har der har været fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor omkring 40 af de konfliktende mødte op. De blev pålagt at genoptage arbejdet, men valgte i stedet at tage til møde i fagforeningen.

– De begynder at komme ind nu, så får vi se. Jeg har selvfølgelig sagt til dem, at de skal genoptage arbejdet, siger Ole Havmand, da bygsam.dk fanger over telefonen.

Sympati fra andre fag

Det varede ikke længe, før andre elektrikere, malerne, tømrerne ,murerne og blikkenslagerne på pladsen fulgte trop og ‘satte sig’. Ligeledes bredte konflikten sig i løbet for tirsdag formiddag til andre pladser.

Op til firmaet

Elektrikertalsmand Morten Rude siger, at man på mødet for de ca. 150 konfliktende har besluttet at møde på arbejdet onsdag, og så forventer han, at firmaet og tillidsmanden får taget fat på problemet.

– Det lykkeligste ville selvfølgelig være, at de to folk melder sig ind i fagforeningen. Men ellers må vi jo se, hvad det fører til, hvis ikke, siger Morten Rude.

Undrende direktør

Hos ledelsen i Kemp & Laurtizen forstår man ikke reaktionen. Direktør Knud Degenkolw siger til bygsam.dk, at man stiller sig meget undrende over for udviklingen i sagen.

– Det drejer sig om to medarbejdere, hvoraf den ene er formand. De to ønskede ikke at deltage i en ulovlig arbejdsnedlæggelse for en måneds tid siden, og derfor vil de ud af fagforeningen. Vi følger de overenskomster, der ligger og de aftaler, der er for akkord, og der er ikke noget, der forhindre sådan en aftale. Den behøver ikke at skulle indgås med Dansk El-forbund.

– De er blevet pålagt at gå i arbejde, og det forventer vi, de gør. De kan løse problemerne selv. Vi må ikke gå ind, for der er organisationsfrihed, for så kunne vi komme slemt til skade, siger direktøren. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Tikøbgade 9 | København N 2200 | 41 67 70 49 | post@bygsam.dk