26. august 2009

Østaftalekreds snakker skærpelse af RUT-regler

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Partierne bag den nu udløbne Østaftale forhandler om at stramme op på regler og bøder for østfirmaers overtrædelse af registrering i RUT-registret.

Det register, som udenlandske firmaer skal registreres i, når de er på job i Danmark, RUT-registret, har ikke haft den store succes.

Det erkender den forligskreds, som i sin tid stod bag Østaftalen (S, SF, RV, K og V) nu. Det har nemlig vist sig, at der kun skønsmæssigt er registreret ca. en tredjedel af firmaerne i Registret over Udenlandske Tjenesteyderere (RUT).

Partierne har netop indledt forhandlinger om skærpelse af RUT-reglerne, og de initiativer, der er på bordet, går i retning af følgende:

– for at sikre, at alle virksomheder opskrives i RUT, skal bødestraffen for overtrædelse sættes op fra 5.000 kr. til 10.000 kr. med mulighed for forøgelse i gentagelsestilfælde;

– Arbejdstilsynet skal stå for kontrollen af firmaerne;

– hvervgiveren (bygherre) af den enkelte byggeopgave skal gøres ansvarlig for at sikre, at entreprenører og underentreprenører er korrekt registreret. En overtrædelse af dette ansvar i gentagne tilfælde skal kunne medføre skærpet bødestraf.

Bedre adgang til information

Derudover drøftes det, hvordan oplysningerne i RUT-registret kan gøres tilgængelige for de relevante organisationer. Fagbevægelsen har efterlyst at få nogle redskaber, så der kan ske en faglig opfølgning over for de udenlandske firmaer til sikring af overenskomsterne. Det indebærer, at firmaernes arbejdssteder skal registreres.

Ydermere har spørgsmålet om registrering af enkeltmandsfirmaer i RUT også været til diskussion, siger kilder i forligskredsen til BS Nyhedsbrev.

Netop det spørgsmål har været fremført af BAT-kartellet, paraplyorganisationen for byggeforbundene i Danmark, som særlig vigtigt, ligesom kartellet har slået på, at udenlandske firmaer skal have moms- og cvr-nummer og ansatte skal have et CPR-nummer. Det er forventningerne, at de skærpede regler vil kunne træde i kraft først i det nye år.

Også spørgsmålet om det såkaldte ‘solidaransvar’ er på bordet i forligskredsen, erfarer BS Nyhedsbrev. Men en nærmere drøftelse bliver først taget op på et senere møde i september blandt forligspartierne, hvor også en række spørgsmål af mere juridisk-teknisk karakter er blevet undersøgt af Justitsministeriet – såsom bødeniveauet set i forhold til tilsvarende sanktioner for overtrædelse af andre former for regelkrænkelser. (mbp)