
Op mod 200 håndværkere udsat for asbestfare. Derfor er bygherre, rådgiver og samtlige entreprenører på ombygning af tidligere tobaksfabrik i Aalborg blevet anmeldt til politiet. Læs om sagen her.
Pressemeddelelse fra Byggefagenes Samvirke i Aalborg 13/2 - 2025
Op mod 200 håndværkere udsat for asbestfare
Bygherre, bygherrerådgiver og samtlige entreprenører på ombygning af tidligere tobaksfabrik er anmeldt til politiet.
Vores håndværkere skal ikke risikere at blive udsat for farligt asbeststøv.
Derfor har Byggefagenes Samvirke Aalborg i dag kollektivt politianmeldt Byggepladsen på adressen Badehusvej 5 - 13 i Aalborg for grov overtrædelse af asbestlovgivningen.
Anmeldelsen gælder bygherre (CW Obel Ejendomme), bygherrerådgiver (Brix og Kamp A/S) og samtlige entreprenører.
I anmeldelsen gøres det gældende, at Brix & Kamp A/S og udførende virksomheder ikke har efterlevet den til en hver tid gældende lovgivning i forhold til asbestinddæmning.
Parterne har heller ikke sørget for at sikre, at deres ansatte håndværkere ikke bliver udsat for potentiel asbest spredning. Man har nemlig undladt at inddæmme inficerede områder korrekt efter de gældende forskrifter, som er beskrevet i branchevejledningen på dette område.
Bygningerne på Badehusvej var oprindeligt en del af CW Obels Tobaksfabrik og har senere huset Aalborg Universitet, ligesom Byretten ligger i samme bygninger. Bygningen er tidligere brandsikret på alle bærende konstruktioner med sprøjteasbest og forseglet med maling af tungmetaller her indeholdende Bly mm. Ombygning blev sat i gang i slutningen af 2023, her startede nedrivningen, hvor bygherre valgte at indkapsle asbesten i stedet for at fjerne den.
Byggefagene Samvirke i Aalborg kan påvise, at Brix og Kamp A/S, samt øvrige entreprenører på pladsen, har udsat samtlige håndværkere på byggepladsen for fare/eksponering gennem hele byggeriet, ved ikke at håndtere de gældende regler vedr. asbest på området korrekt. Samtidig har man ladet alle håndværkere på byggeriet arbejde videre i potentiel asbestinficerede områder, uden at tage hensyn til håndværkernes sikkerhed og sundhed.
Det har under hele byggeprocessen skabt frygt og utryghed blandt håndværkerne, som gentagne gange har forsøgt at få en afklaring på om de havde et sikkert arbejdsmiljø. Standardsvaret har været fra Brix og Kamps rådgiver og ledelsen i de udførende virksomheder, at der er ingen fare er, at der er styr på arbejdsmiljøet og at alle Arbejdstilsynets retningslinjer følges.
Det står i skarp kontrast til at asbestprøverne på pladsen viser overskridelse af grænseværdierne for asbest, og at der har været flere påbud og strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
Byggefagenes Samvirke vurderer, at det er op mod 200 håndværkere, der har været udsat for asbestrisikoen.
For yderligere information kontakt: Formand for Byggefagenes Samvirke i Aalborg, Reidar Kogstad, Tlf. 21796877 E-Mail reidar.kogstad@3f.dk