I mange år var Flemming Hansen i front i sikkerhedspatruljer og arbejdsmiljøarbejdet i samvirket. Men selv om der blev stoppet farligt arbejde mange gange på danske byggepladser, og selv om sikkerhedsforholdene var kritisable og selv om sundhedsforholdene kunne være alvorlige nok – så er det helt andre vilkår, der møder Flemming Hansen i hans nuværende job.
I det seneste nummer af fagbladet for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), Trekroner Nyt, beretter han om skandaløse sikkerhedsforhold på en arbejdsplads i Mozambique og om en tandløs fagbevægelse.
“Fagbevægelsen er stadig ret tandløs. Vi satser på at opbygge den nedefra ved at inspirere medlemmer og tillidsfolk på arbejdspladserne til at presse deres ledere til at præstere eller gå af. Men der er desværre lang vej igen”.
Fri fald
Som et eksempel på, hvad der er dagligdagen på en stor byggeplads, fortæller han om en sag fra byggeriet af et nyt hotel, Novo Hotel Radisson Maputo, hvor fagforeningen ikke helt lever op til den faglige tradition, der er gældende i Danmark.
“Et eksempel på en håbløs fagforening var da to bygningsarbejdere i oktober faldt ned og blev slået ihjel under opførelsen af et 16 etager højt hotel. Arbejdstilsynet undersøgte sagen og pålagde firmaet skylden pga. manglende sikkerhed.Næste dag var bygningsarbejderforbundet i avisen med fuld støtte til firmaet!. Dér var sikkerheden skam altid i orden, ja særligt den dag, kollegerne blev slået ihjel ...
Arbejdstilsynet indkaldte fagforeningen til møde og forklarede dem sagens reelle omstændigheder. Men fagforeningen trak aldrig offentligt sin udtalelse tilbage. Så nu har de os på nakken for dén optræden”, skriver han.
To skudt på jobbet
Et andet eksempel, som viser vilkårene for faglig organisering, drejer sig om et kinesisk firma, som står for opførelsen af et nyt nationalstadion i hovedstaden Maputo i Mocambique.
Den samme fagforening, som forsvarede Radissonbygherren, var også på banen i stadionsagen. Her gik 1.000 mocambiquanske arbejdere – uden overenskomst. I maj sidste år gik de i strejke. De fik kun 15 danske kroner – om dagen.
“Kinesernes forståelse var, at når de arbejdede 30 dage om måneden, ti timer om dagen, så opnåede de jo månedslønnen på dengang netop 345 kr. De fik heller ikke sikkerhedsfodtøj eller udstyr”, skriver Flemming Hansen.
Han besøgte strejken, men fagforening havde de aldrig hørt om.“Vi opfordrede dem til at stå fast og loved at sende fagforeningen. Samme eftermiddag blev to af de strejkende skudt på arbejdspladsen og den ene døde. Ikke godt. Sagerne er stadig ikke endeligt løst, og både arbejderne og fagforeningerne har meget at lære om rettigheder og arbejdskamp. (mbp)
