Politik | 7. oktober 2024

Ny stilladsformand: ”De, der træffer beslutningerne, er nødt til at tage os alvorligt”

Foto: pexels

– Jeg håber at kunne samle mine kollegaer om, at de gamle dyder skal tilpasses til en moderne verden, fortæller formand for stilladsklubben i København, og stolt medlem af Byggefagenes Samvirke, Thomas Frank, i dette interview.

Rune Eltard-Sørensen

Journalist

100%

Denne artikel er indtalt med kunstig intelligens

I anledning af 100-året for dannelsen af Byggefagenes Samvirke i København giver vi ordet til formændene for de medlemsorganisationer, der udgør samvirket.

I denne første artikel i serien fortæller Thomas Frank, der i sommeren 2023 tiltrådte som formand for ”Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920” om sit syn på branchen og de politiske mærkesager han brænder for.

– Vi behøver ikke at være bedste venner med mester. Men de er lige så afhængige af os som vi er af dem, så gensidig respekt er alt rigeligt. Og det vil jeg gerne slå et slag for, siger Thomas Frank.

Høj kvalitet og sikkerhed

Hvorfor valgte du at stille op som formand?

– Jeg valgte at stille op som formand, fordi jeg gerne vil være med til at sikre vores branche. Jeg er glad og stolt over at stilladsarbejdere har tilkæmpet sig nogle fornuftige vilkår igennem årene, og dermed er med til at sikre en høj kvalitet og sikkerhed i byggeriet.

Solidarisk frihed
Læs også

Grundlovstale 2024: Solidarisk frihed

– Det er vigtigt for os at kæmpe for at sikkerheden og arbejdsmiljøet fortsat er i fokus, også i en travl tid hvor arbejdsgivere skriger på flere hænder, og man ønsker at få udenlandsk arbejdskraft til landet. De er velkomne, men de skal uddannes! Det skal alle stilladsarbejdere i øvrigt!

Gamle dyder i en moderne verden

Hvordan kommer stillads-medlemmerne til at mærke at de har fået ny formand?

– Forhåbentlig ved at opleve at deres klub kommer til at fremstå både stærk og samlende. Vi er mange medlemmer med mange forskellige holdninger og jeg håber at kunne samle mine kollegaer om at de gamle dyder skal tilpasses til en moderne verden.

– Vi skal i den grad have fat i de unge og lære dem ordentligt op, det er de gamle drenges ansvar. De unge skal til gengæld engagere sig i det faglige arbejde i meget højere grad, ellers bliver det meget svært at holde et højt fagligt niveau.

Tag os alvorligt!

Hvorfor synes du, at det er vigtigt at engagere sig i Byggefagenes Samvirke?

– Det er vigtigt at vi er i tæt dialog med de andre faggrupper inden for byggeriet, det er både dem vi på mange områder er i samme båd med, når det gælder vores faglige kampe for gode overenskomster. Og det er dem, der er brugere af de stilladser, vi sætter op.

Jeg håber at kunne samle mine kollegaer om at de gamle dyder skal tilpasses til en moderne verden

– Sidst men ikke mindst er det også her vi sammen kan gøre os gældende politisk ved at vise vores engagement og opbakning til hinanden. Sådan at de, der træffer beslutningerne, er nødt til at tage os alvorligt.

Mærkesager: Uddannelse og akkord

Hvilke politiske og faglige mærkesager har du?

– Det ville være fantastisk, hvis landets folkeskoler blev meget mere dynamiske, og at det med at være fysisk aktiv blev til et aktiv og ikke set på som et problem og en udfordring. Og at uddannelse gennem erhvervsskolerne også fik en langt højere status i samfundet. På langt sigt ønsker jeg at kunne være med til at skabe et bedre skoleliv for landets mange ´røre-gøre-børn´. De er fysisk aktive og lærer bedre i bevægelse.

Thomas Frank holder tale i 3F København
Thomas Frank holder tale i 3F København

– Rent stillads mæssigt går jeg meget ind for at vi fastholder vores udgangspunkt i akkordarbejde, det stiller krav til både arbejdstagers og arbejdsgivers kompetencer, men det er en god ting. Og det at man altid skal diskutere sedler med mester, eller i hvert fald tale sig til rette, det er bare det jeg kalder stillads sport, det er med til at udvikle vores fagligheder og færdigheder.

– Mester har ingen følelser i klemme når det gælder de røde streger på sedlerne, så det bør kollegerne heller ikke have, selvom det kan være nemmere sagt end gjort.

Sæt menneskeliv højt

Hvordan ser du på byggebranchens fremtid?

– Både stilladsen og byggebranchen som helhed er udfordret af manglende arbejdskraft, hvis vi skal fastholde den flotte vækstkurve. Og det er jeg helt med på at vi meget gerne skal, men det skal ikke være for enhver pris og slet ikke på bekostning af den danske arbejdsmarkedsmodel.

– Vi skal blive ved med at stå fast på uddannelseskrav, og kræve at arbejdsmiljøloven bliver efterlevet, og gerne skærpet fremadrettet. Vi skal blive ved med at sætte en høj pris på menneskeliv, og det kræver at vi har gode og sikre byggepladser landet over.

– Vi støtter op om at Arbejdstilsynet får tilført flere midler, kompetencer og sanktionsmuligheder. Derfor sender vi også gerne vores eget arbejdsmiljøudvalg ud for at anmelde stilladser, vi anser for farlige og mangelfulde.

En hård hund?

Stilladsarbejderne har ry for at være nogle hårde hunde – er du selv det?

– Stilladsarbejdere arbejder udendørs i al slags vejr, i det omfang de selv vurderer, at det er sikkert, det bestemmer de heldigvis selv. De arbejder med hårdt fysisk arbejde, ofte under et tidspres. Det er det, de fleste normale mennesker forbinder med strafarbejde, men for os stilladsarbejdere er der en frihed, og også en glæde og en stolthed forbundet med at tilhøre en lille skare af folk der fungerer og kan præstere under de forhold. Det er, i min optik, essensen af frihed under ansvar.

– Og det giver en kæmpe tilfredshed og stolthed at være med til at vedligeholde Danmarks smukke byer.

– Om jeg selv er en hård hund, det må andre afgøre, men som stilladsarbejder må man før eller senere vælge at stå for noget, eller falde for alt, understreger Thomas Frank.