Geopolitisk uro kalder på et stærkere europæisk fællesskab – men ikke på bekostning af lønmodtagerne. De nordiske lande har nøglen til stabilitet og demokrati, og må gå forrest med krav om et mere socialt EU, bygget på retfærdige arbejdsmarkeder.
Af Henrik Juul Rasmussen, formand Byggefagenes Samvirke og Rør og Blikkenslagernes Fagforening, Claus Westergreen Formand 3F BJMF og Michelle Frese, formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn.
Når danskerne den 24. marts skal stemme til folketingsvalget, så skal vi ikke kun tage stilling til hverdagen i Danmark. De politikere vi vælger, skal også træffe beslutninger på europæisk plan, i en tid præget af stor usikkerhed, krig og uro.
I den situation giver det god mening, at Danmark styrker sit engagement i Europa, og tager ansvar for vores fælles sikkerhed, men én ting må stå klart: Det må aldrig ske på bekostning af lønmodtagerrettigheder.
Hvis vi vil bevare vores demokrati og vores velstand, er svaret ikke blot at flytte flere beslutninger til Bruxelles. Svaret er at styrke det nordiske samarbejde både inden for Den Europæiske Unionsåvel som udenfor – og i fællesskab med vores nordiske naboer sikre, at det sociale Europa bliver en realitet.
Vi har til dette, blandt andet brug for en egentlig social protokol i EU’s traktater, som entydigt fastslår, at arbejdstagerrettigheder og kollektive aftaler ikke må underordnes markedshensyn.
En tryg havn
Grønlandskrisen og Trumps stigende utilregnelighed på den internationale scene har understreget, hvordan Danmarks sikkerhed og selvstændighed bedst sikres i fællesskab med vores nærmeste allierede.
Udbredelsen af fascistisk inspireret ideologi fra Det Hvide Hus, i tillæg til præsidentens trusler om brug af militær magt og økonomisk chikane har ændret Danmarks rolle i verden og Europa.
Den geopolitiske uro og den retorik som blandt andet regeringen benytter sig af, har medført en rekordstor opbakning i den danske befolkning til vores medlemskab af EU og en øget vilje til at flere store politiske beslutninger træffes i Bruxelles og Strasbourg. Dette benyttes blandt andet også til at der atter tales om en udvidelse af unionen mod øst, for eksempel med lande som Moldova og Ukraine.
Men den stigende tillid til de europæiske institutioner må ikke blive til jubeloptimisme eller sløve vores kritiske sans. For eksempel må vi som faglige, ikke glemme, at der i Ukraine trods en ulykkelig krig og store lidelser, udøves en gedigen undertrykkelse af fagforeninger.
Krise og konkurrence
Der er et højreorienteret flertal i Europa Parlamentet, som sammen med lobbyister fra erhvervslivet arbejder for at udnytte krisestemning til at presse deres egen dagsorden igennem.
Alle tænkelige hensyn til miljø og klima er sammen med borgernes sundhed, forbrugerbeskyttelse og retten til et trygt og sikkert arbejdsliv kommet i skudlinjen.
Firmaernes konkurrenceevne skal styrkes, lyder budskabet. Afbureaukratisering er det nye nøgleord.
Men når de borgerlige i EU med opbakning fra den danske regering kræver færre ”besværlige” regler, risikerer man at svække den sociale balance i Den Europæiske Union.
En ensidig konkurrencefortælling undergraver tilliden blandt lønmodtagerne. Ordentlige løn- og arbejdsvilkår er ikke en hindring – men en forudsætning for et stærkt Europa.
Demokrati i praksis
I den diskussion har de nordiske lande har noget særligt at byde på.
Vores arbejdsmarkedsmodeller er bygget på stærke, ansvarlige parter, kollektive overenskomster og en høj grad af tillid mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Fagbevægelsen spiller en central rolle – ikke som en særinteresse, men som en grundpille i demokratiet.
Det er demokrati i praksis.
Byggefagenes Samvirke deltog fornyelig i en konference i Oslo, hvor vi styrkede samarbejdet på tværs af de nordiske grænser. Budskabet var klart: Vi skal stå tættere sammen. Ikke kun i ord, men i handling. Det gælder i forhold til arbejdsmiljø, uddannelse, grøn omstilling og kampen mod arbejdskriminalitet og social dumping.
Vi deler historie, kultur og værdier. Vi har en stærk tradition for respekt for menneskerettigheder, for lighed og for, at konflikter løses ved forhandlingsbordet – ikke på gaden. Den tradition skal vi ikke tage for givet. Den skal forsvares og udvikles.
Derfor mener vi også, at tiden er inde til at tale åbent om, hvordan vores erfaringer kan gøre det europæiske fællesskab endnu stærkere. Alle de nordiske lande – også Norge, der i dag står udenfor EU – skal inddrages og sætte sit præg på udviklingen.
EU-udvidelse: Husk lønmodtagerne
Europa står over for nye udvidelser mod øst. Det kan være geopolitisk nødvendigt og moralsk rigtigt at åbne døren for lande, der ønsker at være en del af det europæiske fællesskab. Men vi må insistere på, at det ikke sker uden klare garantier for ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
De faglærte, bygningsarbejderne og håndværkerne skal ikke betale prisen for storpolitiske ambitioner. De skal ikke udsættes for unfair konkurrence fra svindelfirmaer, der udnytter udenlandske arbejdere, underbetaler dem og omgår reglerne.
Virkeligheden i dag er at vores byggepladser er et paradis for kriminelle og mafiarelaterede virksomheder. Udenlandsk arbejdskraft bliver inviteret til Danmark på falske forudsætninger, med løfter om gode løn- og logiforhold.
Når de så er her, viser det sig, at de bliver indlogeret under elendige forhold og med krav om tårnhøj husleje, som reelt er en skam for tilbagebetaling af lønnen.
Falske timesedler og falske selvstændige, lange kæder af underentreprenører og elendigt arbejdsmiljø. Alt sammen presser løn- og arbejdsvilkår i bund. Det skaber helt forståeligt vrede, afmagt og tryghed blandt kollegaerne.
Derfor må kravet være klart: Der skal være styr på håndhævelsen af arbejdsmarkedsreglerne, før nye lande optages i EU.
Vi skal sikre, at nationale arbejdsmarkedsmodeller respekteres, og at kollektive aftaler ikke undermineres af EU-retten. En social protokol er ikke en teknikalitet – det er en forudsætning for folkelig opbakning til det europæiske projekt.
Når tilliden smuldrer, vokser populismen
Vi ser det allerede i flere europæiske lande: Utilfredsheden med det politiske system vokser. Populistiske bevægelser vinder frem, fordi mange mennesker oplever, at globalisering og europæisk integration er noget, der sker hen over hovedet på dem.
Når lønmodtagere oplever, at deres arbejdsvilkår forringes, og at politikerne ikke formår at beskytte dem mod arbejdskriminalitet, social dumping og unfair konkurrence, så smuldrer tilliden. Og uden tillid – intet velfungerende demokrati.
Det er en farlig udvikling. For det er netop den demokratiske stabilitet, der har gjort Norden og Europa til nogle af verdens mest velstående og trygge samfund.
Fagbevægelsen er en del af løsningen. Historisk har stærke fagforeninger været med til at skabe økonomisk stabilitet, mindske ulighed og sikre, at vækst kommer bredt ud i samfundet. Når lønmodtagere har reel indflydelse på deres arbejdsliv, styrker det både produktiviteten og den sociale sammenhængskraft.
International solidaritet er ikke en floskel. Det er et princip, der har skabt fred og velstand i Europa siden Anden Verdenskrig. Men solidaritet forudsætter, at vi ikke spiller arbejdstagere ud mod hinanden på tværs af grænser.
Grøn omstilling og fælles ansvar
Norden har også en særlig styrkeposition, når det gælder den grønne omstilling. Der er bred folkelig opbakning til at investere i bæredygtige løsninger, energieffektivisering og klimavenligt byggeri. Dette engagement giver os et stærkt udgangspunkt for at opnå en geopolitisk og strategisk uafhængighed i en verden, der stadig er afhængig af olie og gas.
I byggebranchen står vi midt i en transformation, hvor nye materialer, nye teknikker og nye grønne løsninger stiller store krav til uddannelse og opkvalificering.
Her kan det nordiske samarbejde gå forrest i EU. Vi kan vise, at grøn omstilling og ordentlige arbejdsforhold går hånd i hånd. At man kan kombinere ambitiøse klimamål med høj beskæftigelse og stærke rettigheder for lønmodtagerne.
Men det kræver, at arbejdstagerne sidder med ved bordet. At fagbevægelsen anerkendes som en central aktør i udviklingen af fremtidens Europa.
Et valg om retning
Vi står ved en skillevej. Enten kan vi lade udviklingen blive drevet af markedskræfter alene, hvor sociale hensyn konstant må vige for fri bevægelighed og konkurrence. Eller også kan vi insistere på en europæisk udvikling, hvor sociale rettigheder, kollektive aftaler og demokrati er lige så grundlæggende som den beskyttelse kapitalstrømme og rå pengemagt.
I Byggefagenes Samvirke er vi ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal gå.
Vi skal styrke det nordiske samarbejde inden for EU. Vi skal kræve en social protokol i EU’s traktater. Og vi skal sikre, at nye udvidelser ikke underminerer vores arbejdsmarkedsmodel.
EU’s indre marked bygger i dag på fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser. Det medfører, at virksomheder kan udnytte forskelle i løn og arbejdsforhold mellem medlemslande i sektorer med meget grænseoverskridende arbejde, fx transport og byggeri.
EU-Domstolen har i flere sager bekræftet, at systemet prioriterer de økonomiske friheder over kollektive rettigheder. Der mangler klar og tydelig juridisk beskyttelse af sociale rettigheder, som grundlæggende rettigheder i EU.
Derfor er der behov for en social protokol i traktaterne, der fastslår, at kollektive rettigheder, strejkeret og kollektive overenskomster, som vi kender dem i Danmark og Norden, ikke kan tilsidesættes af markedshensyn.
Hvis vi vil bevare et Europa præget af fred, velstand og tillid, så skal vi bygge videre på det, der virker. Og i Norden ved vi, at stærke fællesskaber på arbejdsmarkedet ikke står i modsætning til økonomisk udvikling og sikkerhed – de er selve fundamentet.
Derfor skal vores folkevalgte politikere tage det nordiske samarbejde til det næste niveau.Sikre forpligtende aftaler de nordiske lande i mellem, så vi taler med en samlet, stærk stemme. Med krav om gode arbejdsforhold, grøn omstilling, værdige livsvilkår og fredelige løsninger på internationale konflikter.
Det er det budskab, vi skal huske på valgdagen og tage med ind i fremtiden.
Debatindlægget har tidligere været bragt i en forkortet udgave hos A4 Medier.
