EU-mindsteløn – ikke nogen snuptagsløsning

”For fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne er ideen om en garanteret mindsteløn et fælles hadeobjekt, som forener dem i national kamp for den højt besungne danske model. Alle nationalister og EU-skeptikere – fra DF og Nye Borgerlige til Enhedslisten – kan frydefuldt se, hvordan stammementaliteten opildnes, og nationen sættes først. Danske forsvarsværker opstilles imod alle dem ’nede fra EU’, der vil lave nye direktiver for arbejdsmarkedet og indføre sociale minimumskrav.”

Sådan opstiller forfatter og journalist Bjarke Møller synspunkterne i en kommentar i dagbladet Politiken søndag den 16. maj og lægger tryk på med tilføjelsen: De frygtsomme garderer sig med livrem, seler og dannebrogsdynner.

Det kommenterer Henrik Juul Rasmussen, formand for samvirket, i dette svar under overskriften:

EU-MINDSTELØN ER INGEN SNUPTAGSLØSNING, BJARKE MØLLER

Med platheder som ’livrem, seler og dannebrogsdyner’, ’sultens slavehær’ og ’frygtens logik’ går forfatter og journalist Bjarke Møller (BM) i sin kommentar den 16. maj til angreb på fagbevægelsen i spørgsmålet om en politisk fastsat EU-mindsteløn. Han mener, det er svaret på den ganske rigtigt urimelige lønulighed, der hersker i EU-landene.

Lad ham om plathederne. Vi er nogle, der dagligt forsøger at sikre, at der også fremover er en fagbevægelse til at varetage arbejdernes interesser. Det gælder blandt andre Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet, 3F og ikke mindst os i byggeriet.

Den 1. maj holdt jeg tale i Hellerup på en millionvillavej. Her var samvirket samlet for at gøre opmærksom på de forhold, som et sjak af polske kolleger bydes løn- og arbejdsmæssigt. Ned til 30 kr. i timen og 10 timers arbejde seks af syv ugedag. Derfor fik de besøg denne internationale solidaritetsdag. Og det virkede, håndværkerne fik en byggeoverenskomst.

Men hvad var der sket, hvis ikke der var en fagforening til at slås for både deres og for vores løn- og arbejdsforhold? Uden fagligt pres uden for, får folk ind på pladsen efter vores erfaring ofte ikke den løn, de har krav på. Og netop hele spørgsmålet om håndhævelse af aftalerne mellem fagforeninger og arbejdsgivere er altafgørende i diskussionen om en EU-reguleret mindsteløn. Når vi ikke ønsker at få blandet tingene sammen, så skyldes det, at en mindsteløn, som ikke er forhandlet mellem a- og b-siden, vil ende som en maximumsløn.

Nu kan jeg forstå, at BM mener, at fagbevægelsen bare trækker dannebrogsdynen over hovedet og blæser solidariteten med kollegerne i andre lande et stykke ud fra en frygtens logik. Intet kunne være mere forkert, hvad vores 1. maj-besøg i Hellerup – og det daglige arbejde, vi gør for både danske og udenlandske kolleger – da også viser. At det ikke er nemt, skal man kende til byggepladsens vilkår for mange udenlandske kolleger - ikke sjældent krydret med en dosis 3T (trusler, tvang og tæv) - for at forstå.

Når vi vender os imod en statsreguleret mindsteløn, er det ikke, fordi vi ikke under kollegerne i andre dele af EU bedre vilkår. Vi har bare den opfattelse, at det ikke vil have den tiltænkte effekt – hvor ædelt det end lyder. For hvad skulle være motivet for Pawel og Ramona til at slutte sig til fagforeninger i et system, hvor aftaler forhandles af andre end dem, de omfatter? Og hvis overholdelse overlades til diverse statsmyndigheder.

Mange i denne debat glemmer, at der ikke er planøkonomi i EU, men at hele grundlaget er markedskræfternes uhindrede regeren. Her gælder det om styrke, forhandling og kamp. For det er ingen naturlov, at lønnen vil stige, bare fordi politikerne i forskellige varianter og grader bliver indblandet. Hvor besnærende det end kan se ud, så er der altså ingen snuptagsløsninger, kun kamp og faglig organisering.

Se Bjarke Møllers artikel - klik her