Hvordan kommer fagbevægelsen ud af tilbagegangen? Erfaringer fra England kan måske inspirere til nytænkning. Men det kræver et opgør med vante forestillinger om, hvad en fagforening skal gøre for medlemmer – og hvad medlemmerne skal gøre med fagforeningen, lyder det i denne kommentar.
Det har samtidig fået medlemmerne til at stå sammen og tage ansvar for det faglige arbejde på deres egne arbejdspladser, og det har fået uorganiserede til at melde sig ind i fagforeningen.
Tilbagegang
At fagbevægelsen i Danmark mister medlemmer er ikke nogen hemmelighed. I de sidste ti år har en af række forbundene under LO kunnet konstatere medlemstilbagegang. Også Dansk El-forbund mister betalende medlemmer, hvilket betyder, at der på sigt bliver færre penge at gøre godt med i organisationen, og naturligvis færre penge til fagligt arbejde.
I vores iver på at fastholde medlemmerne har vi så øget vores servicetilbud i et lønligt håb om, at det var en bedre service, medlemmerne efterspurgte
For meget service
Fagbevægelsen er i alt for høj grad blevet en organisation, som er bygget op om, at vi skal servicere medlemmerne. For langt de fleste fagforeninger er udgangspunktet i dag, at medlemmerne betaler kontingent, og for de penge skal de have noget service.
Min påstand er, at vi i fagbevægelsen i bedste mening i alt for høj grad har forvandlet os fra at være en kamporganisation til at være en serviceorganisation.
At vi er blevet en serviceorganisation har ført til, at en større og større del af medlemmerne ikke føler, at de selv er en del af fagforeningen, men at fagforeningen blot er et sted, hvor man som medlem henvender sig, når der er et problem.
Organisering
Der er i den grad brug for, at vi går fra servicering over til organisering i den betydning, at vi giver fagforeningen tilbage til medlemmerne, de skal føle ejerskab af deres lokale fagforening, hvis den skal overleve på længere sigt.
Jeg tror på, at vi som fagforening i langt højere grad skal involverer medlemmerne i deres faglige problemer, så medlemmet bliver en aktiv part og en medspiller i stedet for blot at blive serviceret. Fagforeningen skal hjælpe med at løfte den faglige bevidsthed hos det enkelte medlem ud fra mottoet: ”Hjælp ikke et medlem med noget, som medlemmet selv kan klare”.
Ud til medlemmerne
Vi skal som fagforening naturligvis hjælpe og vejlede i, hvordan medlemmet bedst varetager sine egne interesser, men ikke tage sagen ud af hænderne på det enkelte medlem.
Hvis vi vil øge det faglige engagement ude på arbejdspladserne, så må vi ud til medlemmerne og møde dem i deres hverdag og lytte til, hvad det er, de oplever som problemer i deres arbejdsdag. I stedet for at bruge 95 procent af vores tid på at servicere fem procent af medlemmerne, bør vi bruge vores tid på bredt at organiserer til gavn for alle medlemmer.
Af Per Olsen
I England, hvor dele af fagbevægelsen er gået aktivt ind i organiseringen af medlemmerne ude på den enkelte arbejdsplads, er det faktisk lykkes disse fagforeninger at vende en medlemstilbagegang til fremgang samt i langt højere grad at få valgt tillids- og sikkerhedsrepræsentanter.
Det har samtidig fået medlemmerne til at stå sammen og tage ansvar for det faglige arbejde på deres egne arbejdspladser, og det har fået uorganiserede til at melde sig ind i fagforeningen.
Tilbagegang
At fagbevægelsen i Danmark mister medlemmer er ikke nogen hemmelighed. I de sidste ti år har en af række forbundene under LO kunnet konstatere medlemstilbagegang. Også Dansk El-forbund mister betalende medlemmer, hvilket betyder, at der på sigt bliver færre penge at gøre godt med i organisationen, og naturligvis færre penge til fagligt arbejde.
I vores iver på at fastholde medlemmerne har vi så øget vores servicetilbud i et lønligt håb om, at det var en bedre service, medlemmerne efterspurgte
For meget service
Fagbevægelsen er i alt for høj grad blevet en organisation, som er bygget op om, at vi skal servicere medlemmerne. For langt de fleste fagforeninger er udgangspunktet i dag, at medlemmerne betaler kontingent, og for de penge skal de have noget service.
Min påstand er, at vi i fagbevægelsen i bedste mening i alt for høj grad har forvandlet os fra at være en kamporganisation til at være en serviceorganisation.
At vi er blevet en serviceorganisation har ført til, at en større og større del af medlemmerne ikke føler, at de selv er en del af fagforeningen, men at fagforeningen blot er et sted, hvor man som medlem henvender sig, når der er et problem.
Organisering
Der er i den grad brug for, at vi går fra servicering over til organisering i den betydning, at vi giver fagforeningen tilbage til medlemmerne, de skal føle ejerskab af deres lokale fagforening, hvis den skal overleve på længere sigt.
Jeg tror på, at vi som fagforening i langt højere grad skal involverer medlemmerne i deres faglige problemer, så medlemmet bliver en aktiv part og en medspiller i stedet for blot at blive serviceret. Fagforeningen skal hjælpe med at løfte den faglige bevidsthed hos det enkelte medlem ud fra mottoet: ”Hjælp ikke et medlem med noget, som medlemmet selv kan klare”.
Ud til medlemmerne
Vi skal som fagforening naturligvis hjælpe og vejlede i, hvordan medlemmet bedst varetager sine egne interesser, men ikke tage sagen ud af hænderne på det enkelte medlem.
Hvis vi vil øge det faglige engagement ude på arbejdspladserne, så må vi ud til medlemmerne og møde dem i deres hverdag og lytte til, hvad det er, de oplever som problemer i deres arbejdsdag. I stedet for at bruge 95 procent af vores tid på at servicere fem procent af medlemmerne, bør vi bruge vores tid på bredt at organiserer til gavn for alle medlemmer.
