Nationalbankdirektøren Nils Bernstein besøger arbejdsløse bygningshåndværkere til en åbenhjertig snak om rå kapitalisme, ‘naturlig arbejdsløshed’ og økonomisk nødvendighed. Og den arbejdsløse murersvend Kurt får at vide, hvad han er.
– Når jeg kommer hjem i dag, så vil jeg gerne kunne forklare, hvorfor det er, jeg ikke har noget at lave. Jeg kan forstå, at jeg ikke er naturlig arbejdsløs, men strukturel arbejdsløs, og så er man da noget i det mindste, siger den arbejdsløse murersvend Kurt nede fra salen til nationalbankdirektør Nils Bernstein. Og Kurt fortsætter:– Hvad jeg ikke kan forstå er, hvorfor det er bedre, at jeg ikke laver noget, men går der hjemme og er en byrde for samfundet, i stedet for at komme ud og arbejde.
Det er spørgsmål som dette, der går igen og igen, når der skydes på direktøren. Han er på besøg hos de arbejdsløse bygningshåndværkere i byggefagene. De har inviteret ham, fordi han med nogle udtalelser om, at man må acceptere en forhøjet arbejdsløshed på grund af krisen har sat brand i diskussionen blandt de ledige.
Ledighed ikke mål i sig selv
Arbejdsløse Kurt får måske ikke det svar, han håber på. Men han får forklaret, at når der netop nu er så mange ledige, så skyldes det især tre forhold: den økonomiske krise, den skærpede internationale konkurrence og det offentlige underskud.
– Jeg forstår godt, at det må være stødende, for bag tallene er der levende mennesker. Men en høj arbejdsløshed er ikke noget mål i sig selv, siger han og tilføjer, at hvordan det skal tackles, er noget politikerne må træffe nogle valg om.
Ikke noget lønpres
Det åbner en debat fra andre i salen, som kredser om det samme, nemlig at arbejdsløsheden bruges af arbejdsgiverne til at presse lønningerne.
– Hvis man ser på det, så har der trods opgangen ikke været det lønpres, som man ellers kunne forvente i en situation med fuld beskæftigelse.
Så lønudviklingen er ikke det eneste, man kan måle økonomien på, siger Henrik Lippert og påpeger, at man burde satse på at gøre os konkurrencedygtige – og klimarigtige – gennem energiinvesteringer, i for eksempel boligerne.
Henrik Lippert efterlyser også øgede investeringer i uddannelse, hvilket nationalbankdirektøren ikke er uenig i.
– Men den har de også luret i de lande, vi konkurrerer med, siger han. Nils Bernstein har imidlertid den fremtidsvurdering med til mødet, at nedgangen, efter de vurderinger man har i banken, vender i 2011.
Skattelettelser
Fra den anden ende af salen bringes spørgsmål om underskuddet på statsfinanserne op i en anden aftapning, nemlig hvad bankdirektøren mener om skattelettelser. Synspunktet er, at det er typisk, at når der er krise, er det de dårligst stillede, der må punge ud, mens Familien Velstand får.
Her er Nils Bernstein inden på et mere politisk område, som han siger, ikke ligger inden for det, Nationalbanken arbejder med. Men han tilføjer dog, at ideen med skattelettelserne er, at de skal frigøre midler, som kan bringes ud i forbrug og ad den vej påvirke beskæftigelsen.
– Men vi kan se, at skattelettelserne ikke har været brugt til forbrug, selv om der synes at være en lille stigning i detailhandlen, hvad vi kan se på brugen af Dankortet. Så mon ikke skattelettelserne har nået et niveau?
Regningen passer ikke
I det modsatte hjørne rejses spørgsmål om østarbejderne. En spørger undrer sig over, at det kan være i orden, at der underbetales og at det, der laves ‘hvidt’ ikke beskattes nævneværdigt. Derfor går regnestykket ikke op, siges det.
I stedet må der gøres noget for at investere i nyttige ting. For eksempel nye kloakker, i jordvarme og andre fornuftigt.
– Jeg er glad for, at du nævner det med kloakkerne, for det er nemlig et af de få emner, jeg har udtalt mig konkret om vil være fornuftigt at sætte igang, siger han og påpeger at han ikke er tilhænger af den rå kapitalisme, men at markedet er den mest hensigtsmæssige måde at organisere økonomien på.
Karl Marx på sedlen
Ordstyreren Claus Westergreen har sit hyr med at holde debattørerne på sporet. Talelysten – og frustrationerne over situationen – får flere gange frit løb diverse mål: bankerne, EU, kapitalismen, de rige, regeringen.
Om der scores er vist en smagssag, men efter et par timers debat takker bankdirektøren af og får – som et lille hip – en genoptrykt pengeseddel med Karl Marxs kontrafej på. (mbp)
