Migranter | 1. februar 2013

Trekronergade-firma dømt for OK-fusk

Polsk firma brød overenskomst med 3F og fik 300.000 kr. i bod. De polske svende er blevet snydt for løn og pension for omkring 1 million kr.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Den langstrakte faglige konflikt, som byggefagforeningerne havde i Valby med et polsk byggefirma, Tomis, tilbage i 2009, har fundet en løsning: Det blev en syngende lussing til Tomis i Arbejdsretten: 300.000 kr. i bod for brud på overenskomsten.

Byggeri på toppen

Baggrunden var, at beboerne i ejendommen på Trekronergade i Valby havde solgt tagetagen til et byggefirma, Trekroner Penthouse Aps., som mod at lægge nyt tag oa. på ejendommen, overtog loftetagen. Penthouse-firmaet indrettede lejligheder på toppen og solgte dem. Til at udføre arbejdet hyrede de det polske byggefirma Tomis, som kom med eget mandskab.

Måneders blokade

Tomis havde ikke overenskomst, og ønskede ikke at tegne sådan en. Det førte til en faglig konflikt, som efter flere måneders blokade, demonstration og offentlig debat endte med indgåelse af en overenskomst i september 2009. Det er misligholdelsen af den, der nu – tre år efter – har sneglet sig igennem det fagretlige system og ført til, at Tomis skal betale en bod til fagforeningen. Ifølge fagforeningens beregninger, er de polske svende blevet snydt for løn, pension og anden betaling for et beløb på omkring 1 million kr.

Snyderen forsvundet

Det polske firma er væk, og derfor forudser Jesper Weihe, faglig sekretær i BJMF, at det bliver umuligt at inddrive pengene.

– Endnu en snydetamp er sluppet for sit ansvar, og udsigten til, at vi får den bod, er ringe, siger Jesper Weihe.

– Det er nærmest umuligt at inddrive pengene, også selv hvis man sender en advokat til Polen. Men det understreger igen, at vi politisk og til næste overenskomst må sikre, at det skal være klokkeklart, hvad det betyder at have en overenskomst.

Sikkerhed

Hvad er læren af den konflikt?

– Man skal have sikkerhed for, at man følger gængse normer og regler i overenskomsten.

Og for beboerne?

– Man har ikke sikkerhed for at kunne forfølge sine krav, når man har med en snydetamp at gøre – oveni købet i dette tilfælde to, nemlig både det danske Trekroner Penthouse Aps. og den polske underentreprenør, for Penthouse lod sig gå konkurs efterfølgende. Man havde simpelthen ikke hold i billetterne.

– Det gør også, at man ikke kan gøre krav gældende for de byggetekniske problemer, man fik efterfølgende med byggeriet. Vi ved fra nogle af beboerne, der har villet tale, at der er store problemer med isolering og underdimensionering, utætheder og træk, siger Jesper Weihe. (mbp)