Arbejdsrettens dom i Vejlegård-konflikten vil styrke fagbevægelsens kamp mod social dumping og angreb på de faglige kampskridt, siger byggefagsformand.
Stemningen er helt i top, da de faglige repræsentanter for 3F Vejle kommer ud fra Arbejdsretten og til et par hundrede fremmødte fagforeningsfolk kan fortælle, at den faglige konflikt med restauratøren på Vejlegården, Amin Skov, er lovlig.
Fra et lastbillade kan formand for afdelingen i Vejle, Martin Jensen, fortælle, at dommerne i Arbejdsretten havde afvist den klage, som ejeren af restaurant Vejlegården, Amin Skov, har indgivet.
Selve konflikten er lovlig, også selv om der i dommen er nogle punkter om kampskridt, som retten ikke kunne acceptere, sagde Vejle-formanden.
– Der er i dag fortsat mulighed for at konflikte mod forsøg på at undergrave vores overenskomster og den danske model, sagde han og uddybede, at dommen var et klokkeklart nej til et diktat fra arbejdsgivere om at udskifte overenskomsten med en billigere.
Martin Jensen vendte sig også mod det forslag, som Venstre og de konservative er kommet med om at indskrænke den faglige kamp.
– Det vil føre til, at vi får østlønninger, sagde han.
Gruppeformand i 3F Vejle, Tina Møller Madsen, siger til DR om konflikten fremover, at den vil fortsætte, og at de faglige kampskridt, som retten har erklæret ulovlige, allerede er blevet stoppet. Det drejer sig blandt andet om afhentning af skrald fra restauranten.
Trussel mod velfærden
I Byggefagenes Samvirke ønsker formand Anders Olesen tillykke med udfaldet og fremhæver, at afgørelsen betyder, at den gør det muligt for fagbevægelsen i fremtiden at kæmpe for bedre overenskomster.
– Det styrker også vores kamp mod social dumping, der er en alvorlig trussel mod os som fagforeninger i vores arbejde for at sikre overenskomster, siger han. Den konflikt, som 3F Vejle har kørt, har betydning for dem. Men det har den så sandelig også for hele den øvrige fagbevægelse, uddyber han til bygsam.dk.
– Hvis social dumping ikke bekæmpes, så vil det gøre til øget arbejdsløshed og undergravning af velfærdssamfundet. (mbp)