Brandtale foran Bdrd Price: Vi er klar!
29. nov 2023 | Arbejdsmarked | Faglig konflikt | Politik og samfund
Læs formand for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen's, tale fra manifestation foran den konfliktramte restaurant Bdrd Price i København.
Vi accepterer ikke social dumping og udnyttelse af arbejdskraft, lød budskabet fra Henrik Juul Rasmussen.
På årets hidtil koldeste dag mobiliserede Byggefagenes Samvirke tirsdag den 28. november omkring 50 fagligt aktive til en stærk manifestation foran den konfliktramte restaurant Bdrd Price i Københavns centrum.
Varm gløgg, kaffe og julekager blev nydt af de fremmødte, der blandt andre talte menige og ledende medlemmer af Metal Hovedstaden, BJMF/3F Valby, Rør og Blik samt Malernes Fagforening i København. Medbragte faner fra de forskellige fagforeninger og politisk musik fra en ghettoblaster skabte yderligere stemning.
Forbipasserende og de få gæster, som forsøgte at snige sig ind på restauranten ubemærket, fik løbesedler, der oplyste om den højspændte konflikt mellem 3F København og de fra tv kendte kokke samt A Hereford Beef Stouw.
Læs mere om sagen på 3F Københavns hjemmeside her.
Formanden for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen, holdt tale om behovet for solidaritet og sammenhold på tværs af fag-grupper.
Talen kan læses her:
Kammerater og kolleger,
Dejligt at se jer! Håber alle har fået en tår gløgg eller kaffe, så I kan holde varmen :)
Vi er her i dag, forenet af 150 års kamp for kollektive overenskomster, som har formet det danske arbejdsmarked og styrket vores samfund. Den danske model er ikke opstået ved et tilfælde, men resultat af faglig kamp.
Faglige kampe som heldigvis blev grebet af - dygtige forhandlere, på begge sider af forhandlingsbordet under gensidig respekt.
Vores nationale rigdom hviler på skuldrene af flittige arbejdere og en fornuftig styring af vores arbejdsmarked. Aftalen er enkel: Arbejdsgiverne tjener profit og leder arbejdet.
Vi sikrer os ordentlige arbejdsforhold og fornuftige lønninger gennem kollektive forhandlinger.
Den danske model hviler på gensidig vilje til at forhandle og indgå overenskomster.
Vi vil ikke tolerere virksomheders forsøg på at underminere vores rettigheder ved at nægte at gå til forhandlingsbordet.
I november 2022 opsagde Brdr. Price og A Hereford Beefstouw deres overenskomst med 3F. I marts 2023 indledte virksomhederne en lockout, hvilket betød, at alle 3F-medlemmer ikke måtte møde på arbejde.
Kort efter lockouten forsvandt overenskomsten, og de ansatte har siden lockouten ikke haft nogle kollektive rettigheder.
Det er derfor vi står her i dag!
For at sende et stærkt budskab: Vi accepterer ikke social dumping og udnyttelse af arbejdskraft!
Vi i Byggefagenes Samvirke står sammen med 3F. Og vi er urokkelige i vores krav om retfærdighed på arbejdspladserne. Solidaritet binder os sammen, og vi vil kæmpe for ordnede forhold med alle til rådighed stående midler.
Brødrene Price har offentligt udtalt at de føler sig for fuldt, pga. deres medvirken i en efterhånden lang række TV. Programmer.
Til det vil jeg godt svarer at vi Byggefagenes samvirke ikke forfølger TV kokke eller andre som er blevet kendisser pga. medier.
Men vi forfølger arbejdsgivere som ikke vil forhandle overenskomster og når 3F fløjter til sympati konflikt er vi absolut klar.
Sammen er vi stærke.
Sammen kan vi forme fremtiden for det danske arbejdsmarked!
Tak, kammerater! Lad os kæmpe for vores rettigheder og for den danske model!