Corona-sammenhold, ja tak – også for de privatansatte

Det offentlige Danmark er sendt på pause imod virusspredning, og regeringen appellerer til fælles indsats mod sygdommen.

- I usædvanlige tider må der ekstraordinære midler til. Derfor har regeringen sat initiativer igang, så samfundet ikke går yderligere i stå. Men der er stadig noget, der mangler, siger formand for Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen.

- Mange privatansatte i for eksempel byggeriet bliver sendt hjem nu uden økonomisk dækning. Det er uacceptabelt, når firmaerne samtidig modtager støtte og hjælp fra regeringen for at klare sig i denne situation.

- Når man sender den offentlige sektor hjem med fuld løn, vil det være helt rimeligt at kompenserer de privatansatte, der også bliver sendt hjem, på samme vilkår. Det kunne eventuelt være ved en forhøjelse af dagpengene. Husk på, at det er helt igennem ufrivilligt.

- Kigger man bare lidt længere ned ad denne gade, venter der fyringer. Derfor er det urimeligt, hvis disse ekstraordinære forhold giver folk et klip dagpengeretten. Ligesom det vil være rimeligt at forhøje dagpengene.


- De lønmodtagere, som bliver karantæneramte og syge, tære på deres 22 ugers ret til sygedagpenge. Det må der dispenseres for.

- Det skal ikke være sådan, at det er almindelige mennesker, der bærer krisen igennem, mens firmaer og erhvervslivet får en hjælpende hånd med udskydelse af skat og moms, arbejdsmarkedsbidrag mm. Firmaerne har også fået fjernet karensperioden på 30 dage for refusion af sygedagpenge.

- Nogle steder går firmaerne nye veje og tænker i arbejdsfordeling. Fint, men igen må det betyde, at de ansatte, der på denne måde holder hjulene i gang i vanskelige tider, ikke straffes økonomisk.

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk