Mette mødte murerne

1. jun 2012 | Arbejds­løs­hed
Beskæftigelsesminister Mette Frede­rik­sen undersøger – sammen med Enhedslisten - om ikke løntilskudsjob er ude af kontrol. Hun lover stramninger om nødvendigt. Men vil ikke indføre genoptjeningsret for ledige i tilskudsjob.

Jo, jo – der er da andre fag tilstede i salen. Men det er især murerne, der tager diskussionen op med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, da hun møder knap 100 tilhørere i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes fagforenings hus i Trekronergade i Valby.

Mange ord

Heller ikke denne gang svigter den berømte talestrøm, da først hun får taget fat: jobskabelse, dagpenge, social dumping, fleksjobreform udgør hovedpunkterne i hendes indledning. 2.669 ord bliver det til indledningsvis – og så er der åbent for diskussion.

Et af de punkter, som flere i salen tager op, drejer sig om løntilskudsjob til ledige, der bliver sendt ud i private virksomheder. Princippet er, at sådanne stillinger ikke må fortrænge ordinære stillinger. Men det gør det, lyder det fra deltagere omkring de lange borde, der fylder fagforeningens store sal op.

Ulovligt løntilskud

Mette Frederiksen tager fat i den ende og siger: – Jeg hører også, at man ansætter en i løntilskud, og det fortrænger ordinære jobs. Man hører sågar eksempler på folk, der kommer tilbage i løntilskud i det job, de havde før. Det må man ikke, det er ulovligt. De må ikke gøre det, siger ministeren.

En murersvend, Jonas, rejser sig og spørger: – Hvad skal jeg lave på en byggeplads, hvis jeg er i løntilskud og ikke må erstatte ordinært arbejde? Skal jeg så rive det ned, der lige er lavet? Det giver sig selv, at alt, hvad man laver på et byggeplads, erstatter ordinært arbejde.

Mette Frederiksen: – Ja – ja, Jonas – gode pointer. Det er klart, at det der med, om du må fortrænge arbejdskraft eller ej, det er en gråzone. Det har du ret i.

Strammer op

Hun lover, at det nu bliver undersøgt ordentligt. Det er aftalt med Enhedslisten, siger hun og tilføjer: – Så kan vi stramme op, hvis det viser sig at være nødvendigt. Det står fuldstændig klart i loven, at det ikke må bruges til at erstatte arbejdskraft. Det spor skal jeg nok forfølge.
Men at få ændret arbejdsmarkedspolitikken, således at timer i et løntilskudsjob tæller med i optjeningen til dagpenge, vil ministeren ikke være med til.

– Jeg vil holde fast i, at når man optjener sin ret til dagpenge, så gør man det i helt ordinært arbejde. Det er en måde at tænke på, der har gjort sig gældende i tyve år i Danmark. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på, siger ministeren. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk