Renovering på Amager stoppet i sympatikonflikt

20. nov 2020 | Nyheder | Faglig konflikt | Orga­ni­sering
Flere end 70 håndværkere nedlagde fredag morgen arbejdet i utilfredshed med et uorganiseret gulvfirma på pladsen. Chef: Ikke brug for overenskomst. Det er mafiametoder.

Den store renovering på Engvej 155 står stille her til morgen. Det skyldes, at omkring 70 tømrersvende og andre håndværkere på pladsen har nedlagt arbejdet. De vil ikke finde sig i, at der går et gulvfirma, NFM Gulve A/S, som ikke vil tegne overenskomst.

Det fortæller Jonas Brynnum fra talsmandudvalget til bygsam.dk.

- Det er en helt almindelig sympatikonflikt. På vores morgenmøde kl. 06 talte vi om sagen og besluttede at stoppe, indtil der er tegnet overenskomst med gulvfirmaet. Vi havde besøg af en repræsentant for fagforeningen i onsdags, men han blev bortvist fra pladsen. Det vil vi ikke finde os i.

Der var også et andet uorganiseret firma på pladsen, det litauiske UAB Marino Projektai, som havde mellem 10 og 20 mand i gang.

- Men dem er blevet bortvist fra pladsen, siger Jonas Brynnum.

Byggeriet har stået på i nogen tid, og det drejer sig om en renovering og ombygning, som hovedentreprenøren BGB A/S har. Det er SAS’ tidligere administrationsbygning Der skal være 362 studieboliger, “5-øren Guldsmeden Hotel” med 273 værelser, café og supermarked, skriver entreprenøren på sin hjemmeside.

- Vi står her og fortæller dem, der måtte komme, at der er sympatikonflikt, og at de godt må køre igen. Hvis der kommer en overenskomst, så går vi naturligvis i gang igen.

Ifølge Jonas Brynnum er seneste nyt, at NFM Gulve har fået lov til at støbe det påbegyndte gulv færdig for idag. Fra på mandag er de ikke velkomne på pladsen, hvis de ikke har indgået en overenskomst.

Bygsam.dk har forsøgt at få en kommentar fra NFM Gulve, men uden held indtil nu. (mbp)

Opdatering kl. 13.29:

Ikke brug for overenskomst

Chef for NFM Gulve, Tim Viggo Dahl Exbøl, er efter offentliggørelse af ovenstående artikel vendt tilbage og siger følgende:

- Jeg har ikke brug for en overenskomst. Det er for de faglærte, og mine folk er ikke faglærte. Det kan man ikke blive inden for tyndpuds. Det er ikke rigtigt det her. De kan ikke fået noget ud af at være medlem af 3F. De kan ikke engang blive uddannet til det arbejde, de udfører for mig.

Men er det rigtigt, at du ikke vil tegne en overenskomst med 3F?

- Jeg har ikke noget at bruge den til. Jeg ved godt, at de siger, at de har sendt et varsel. Men altså, jeg har ikke noget med dem at gøre.

Så du vil ikke tegne en overenskomst?

- Helst ikke, for det har jeg ikke noget ud af. Hvad får jeg ud af det? De bruger jo mafiametoder, og ringer mig op og sætter en pistol for panden af mig. De lukker for vandet og truer.

Lukker for vandet, hvad vil det sige?

- Prøv lige at høre: der står 100 tømrersvende her til morgen og råber ad mig, og nu har de pakket deres røde faner sammen, og nu skal de vel så ud og lave sort arbejde i weekenden.

Hvor ved du det fra?

- Narrr! … men hør nu her, jeg har været selvstændig, siden jeg var 17 år, og i dag er jeg 53, og jeg har aldrig haft en overenskomst. Det er ikke rigtigt, det her. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk