Sparekrav og topstyring førte til jobstop

12. apr 2019
Frustrationer hos medarbejdere i Region Hovedstaden over sparekrav førte til arbejdsnedlæggelse.

Længere tids frustration hos medarbejderne i regionsrådets Center for Ejendomme (CFE) toppede i slutningen af marts med to dages arbejdsnedlæggelse. Det, der fik bægret til at flyde over, var et sparekrav på lønudgifterne, som har ført til fyringer af bl.a. håndværkere og chauffører.

Det skrev repræsentanter for de faglige organisationer i et brev til politikerne i Region Hovedstaden. Det 14 underskrivere er tre FOA-afdelinger, fire 3F-fagforeninger, HK Kommunal Hovedstaden, Maskinmesterforeningen, Metal Hovedstaden, Dansk El-Forbund København, Malernes Fagforening og Rør- og Blikkenslagernes Fagforening København.

Dråben

Dråben var, at der blev varslet besparelser i lønudgifterne, som indebar, at der i Drift og Teknik skulle afskediges svarende til 27 årsværk og i Logistik og Forsyning skulle afskediges ca. 60 deltidsansatte. Dette gjorde, at presset blev så stort, at selv ansvarsfulde og engagerede medarbejdere måtte reagere, hedder det i brevet.

Sparekravet blev vedtaget i 2017 som en del af budgettet for 2018 og frem til 2021.

Topstyring

De to dages overenskomststridige arbejdsnedlæggelse kom på toppen af længere tids utilfredshed med ledelsesstilen i regionens koncernledelse. I brevet til politikerne hedder det:

”Siden oprettelsen af CEJ 1. januar 2017 har medarbejderne konstateret en ledelsesstil, der har udviklet sig stik mod de intentioner, der er udstukket politisk f.eks. i Region Hovedstadens Koncerncenters værdigrundlag ”Værdibaseret medarbejderpolitik”.

Eksempler på ovenstående er:

- Meget høj grad af topstyring med manglende inddragelse af tillidsrepræsentanter og medarbejderne

- Konstante store omstruktureringer, der ikke bliver afsluttet og implementeret, før nye store omstruktureringer bliver sat i værk

- Stigende arbejdspres

- Stigende sygefravær både i ledelsen og blandt medarbejdere – heriblandt langtidssygdom

- Udlicitering (”rigthsourcing”) af arbejdsfunktioner, der bevirker, at de enkelte medarbejdere ikke ved, om de er købt eller solgt”.

Politikerne på banen

Protestbrevet til politikerne efterlyser, at regionspolitikerne må på banen:

”Beslutningen om besparelser er en rent administrativ beslutning. Vi savner en politisk holdning til den beskrevne proces og forventer en politisk stillingtagen til, at Koncerncentre køres så topstyrede, at medarbejderne føler sig forbigået på en måde, der simpelthen er uanstændig”.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) skriver i et svar om blandt andet besparelserne, at de er udløst af et generelt sparekrav til hele regionen for at effektivisere.

Niels Bo Nielsen siger til bygsam.dk, at man nu følger op i forhold til tillidsrepræsentanterne og tager en snak om, hvad næste skridt skal være efter fyringerne. (mbp)

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk