Fælles faglig samling mod social dumping

2. apr 2016 | Nyheder | Arbejds­mar­ked
Ved næste års overenskomstforhandlinger må vi samles om indsatsen mod undergravningen af den danske model og for kampen mod social dumping.

Fra højre mod venstre: Kim Lind Larsen (formand, 3F Byggegruppe), John Ekebjærg-Jakobsen (formand, Byggefagenes Samvirke), Helga Mathiassen (3F BJMF Ungdom) og Jørgen Juul Rasmussen (formand, Dansk El-forbund)

UDTALELSE: Den danske model, hvor løn- og arbejdsforhold aftales mellem parterne, er under pres i disse år. Løndumping og udhuling af overenskomsterne er hverdag mange steder. Den indsats, der fra politisk hold har været for at bekæmpe social dumping under den tidligere regering, rulles nu systematiske tilbage af de aftaler, som V-regeringen indgår med Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier.

For eksempel ved at stække SKATs kontrol med sort arbejde i private villarenoveringer, fjernelse af skiltepligten på byggepladser og afvisningen af et ID-sikkerhedskort. Alle sammen redskaber, som ville kunne hjælpe til at sikre ordnede forhold og velfærd.

Denne svækkelse af den politisk indsats gør det nødvendigt, at vi gennem de aftaler, som skal forhandles ved ok-fornyelserne i 2017 bygger på principper, som sikrer solidaritet og sammenhold i indsatsen mod social dumping.

Redskaberne kan være forskellige afhængig af de enkelte fag- og brancheområder (for eksempel kædeansvar, forhøjet mindsteløn, sikring af værnebestemmelser, bedre vikarregler).

Fælles for os alle er, at vi ønsker at sikre den danske model, så vi får nogle redskaber, der i det daglige faglige arbejde betyder, at grundlaget for det faglige arbejde styrkes.

Vi opfordrer derfor til, at man i fagforeninger, branche- og firmaklubber og på de enkelte arbejdspladser diskuterer vores krav til overenskomsterne, så vores forhandlere har en klar føling med, hvad der er vores ønsker, så vi kan bakke dem op over for arbejdsgiverne.

Ovenstående udsendt af arrangørerne af OK2017-konferencen 'Gi' dit besyv med om OK2017', afholdt lørdag den 2. april 2016 i København.

Byggefagenes Samvirke København | Lygten 10 | København N 2200 | 35 83 24 22 | post@bygsam.dk