Tale 1. maj: Vi fejre sejre – og gør klar til nye kampe

Omgivet af festglade mennesker afleverede Henrik Juul Rasmusen sit budskab 1. maj 2025. Foto: Ole S.

En festdag med blik for fællesskabet og vores resultater. I morgen fortsætter kampen, lød budskabet 1. maj fra formanden i Byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen. Læs hele hans talen her.

Henrik Juul Rasmussen

Formand for Byggefagenes Samvirke

100%

Denne artikel er indtalt med kunstig intelligens

Så er det igen blevet forår og 1. maj – arbejdernes internationale kampdag.

I dag drikker vi øl, hygger og fester. Vi stopper op, puster ud og kigger os over skulderen for at se, hvor langt vi er kommet.

Vi har lige fået fornyet vores overenskomst, som jeg var stærkt utilfreds med. Jeg blev skuffet, da vi igen ikke fik sikret vores overenskomster mod social dumping.

Men er der så overhovedet grund til at feste?

... Vil nogen sikkert spørge.

Jeg vil mene, at vi godt kan tillade os at tage en festdag og kigge lidt på vores opnåede resultater – f.eks.:

  • 6 ugers ferie
  • Fritvalgskonto, der er på vej op til 17 %
  • Pensionsopsparing
  • Og sågar bedsteforældre-fri til børnebørn

Ja, hvis vi gør regnebrættet op, så har vi jo sejret ad helvede til – godt, som Thomas Nielsen engang sagde.

"Hvad skal vi så kæmpe for i morgen?"
... vil du sikkert spørge.

På den internationale bane ser vi mørke kræfter i både øst og vest, der sætter vores demokratier under pres. Uligheden stiger så voldsomt, at ingen fatter det.

De ti rigeste dollarmilliardærer ville stadig være milliardærer, hvis du fjernede 99 % af deres formuer.

Med så absurd store formuer er det desværre let at købe sig til magten – det ser vi både i Trumps USA og i Putins Rusland – med krig og menneskelig fornedrelse til følge.

Vi skal styrke det faglige, internationale samarbejde og kræve demokrati overalt – i samfundet og på arbejdspladserne.

Men vi kan også gøre noget selv. Demokrati kræver deltagelse – både når der er valg til Folketinget, kommunalbestyrelsen, og når vi skal have ny tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Stil op, deltag i debatten og bak op – som minimum ved at stemme.

Arbejdsgiverne og regeringen på Christiansborg vil gerne have, at vi bliver lidt længere på jobbet og arbejder, til vi runder de 70 år.

Vi vil ikke på tvangsarbejde, bare fordi vi bliver gamle.

40 år på job må være nok!

Så må de gøre arbejdspladsen lækker og tiltrækkende – så kan det være, vi bliver lidt længere af frivillighedens vej.

I det hele taget skal vores arbejdsmiljø have et kæmpe løft.

Forleden dag, på den internationale arbejdsmiljødag, mindedes vi vores kolleger, som betalte den ultimative pris for et lorte-arbejdsmiljø. 30 mennesker måtte lade livet…

Så er der den stille dræber: asbesten.

Vi fik en autorisationsordning, men kampen er ikke slut. Vi ser stadig skruppelløse arbejdsgivere, som sender vores kolleger direkte ind i asbestforurenede lokaliteter. Det har vi lige set ske oppe i Aalborg, hvor flere hundrede arbejdere er blevet udsat for asbest. De kan nu se frem til et liv i usikkerhed og spørge sig selv: Bliver jeg angrebet og udvikler sygdom? Det kommer de til at spørge sig selv om langt ud i fremtiden.

En del af dem vil med sikkerhed ikke opnå pensionen.

Vi kræver et nationalt asbestregister – nu!

Og langt højere straffe for at fuske med prøver og den slags.

Vi vil ikke betale med vores liv for at gå på job.

Så skal vi have styr på arbejdskriminalitet og social dumping.

Vi skal have myndighederne til at arbejde sammen i langt højere grad, og vi vil have én indgang for anmeldelse af mistanke om arbejdspladsforbrydelser.

Vi vil ikke sendes fra Herodes til Pilatus.

Vi som fagbevægelse skal have fri og uhindret adgang til byggepladserne.

Alle offentlige byggerier skal være omfattet af sociale og uddannelsesklausuler, og en ordentlig kontrol skal være en selvfølge – også for forsyningsselskaberne.

Så jo, der er stadig nok at gøre.

Afslutningsvis...

Kammerater, det er det, 1. maj handler om: At huske vores sejre – og samle kræfter til den næste kamp. Men det tager vi fat på i morgen – i dag er det 1. maj.

God fest!