Udtalelse fra Byggefagenes Samvirke, som tager skarpt afstand fra regeringsforslag om at pille ved optjeningsretten til understøttelse. Det truer organiseringen og skaber forskelsbehandling.
Regeringens forslag diskriminerer almindelige mennesker og truer fagbevægelsens organisering af udenlandske kolleger, siger Byggefagenes Samvirke.
Den planlagte stramning af a-kasselovgivningen med indførelse af et 7-årigt opholdskrav for at kunne få dagpenge i Danmark bliver lanceret som et forsvar for det danske velfærdssamfund og de goder, der følger med.
Men forslaget er et kæmpe fejlskud.
Det er både diskriminerende imod mennesker, der bor og arbejder lovligt i Danmark, og giver også på sigt fagbevægelsen et organiseringsproblem i forhold til udenlandsk arbejdskraft.
LO-forbundene har med rette lagt mange politiske kræfter i at sikre ordentlige flygtningeaftaler.
Aftaler, som har til formål at få de tilkomne flygtninge ud på arbejdsmarkedet og dermed få gang i integrationen så hurtigt som muligt.
Det er på arbejdspladsen, man hurtigst lærer sproget, kulturen og de nye normer at kende. Det er også på arbejdspladsen, at man stifter bekendtskab med Den Danske Model. For eksempel overenskomsten, der sikrer ens rettigheder på arbejde, men også giver muligheden for at forsikre sig mod arbejdsløshed gennem sin A-kasse.
Et godt sikkerhedsnet er en livsnødvendig del af det danske arbejdsmarked. Det er nemlig med til at sikre, at danske lønmodtagere godt tør stå fast på deres ret og for eksempel sige fra over for underbetaling.
Uden adgang til denne tryghed vil store grupper på det danske arbejdsmarked være presset til at godtage underbetaling og dårlige arbejdsforhold. Derfor er forslaget et stort tilbageskridt i kampen mod social dumping.
For fagbevægelsen vil det også blive et organiseringsproblem, da man fremover ikke vil kunne invitere udenlandske kolleger med i hele vores fællesskab, som normalt indbefatter fagforening og A-kasse.
Det danske a-kassesystem er baseret på et godt forsikringsprincip med egenbetaling og optjeningskrav. Men kravene skal være ens for alle kolleger. At indføre forskelsbehandling er en glidebane, der på sigt kan smadre tilliden til en ellers solidarisk ordning.
Vi kræver derfor, at opholdskravet bliver taget af bordet i sin helhed.