Nyheder | 1. november 2011

Aldrig mere en Krystalnat

I år er vi sam­let under parolerne : Aldrig mere en Krystalnat - Respekt for konventionerne – Nej til ekstremisme – Ja til solidaritet. Det sagde Anders Ole­sen, for­mand for Bygge­fagenes Sam­virke, da han som mødeleder indledte årets Krystalnat-arrangement på Nytorv i København.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

I de seneste 18 år har der været tradition for, at vi er mødtes på denne plads den 9. november og har tændt fakler til minde om ofrene for nazisternes forfølgelser i Tyskland op til og under 2. Verdenskrig. De begivenheder blev indledningen til en systematisk forfølgelse af jøderne, af fagforeningsfolk, af politisk aktive og mange andre.

Hvorfor holde fast i den historie?, er vi nogle gange blevet spurgt i pressen. Det er jo netop historie og ikke nutiden. Og det er jo rigtigt, at de begivender, der fandt sted i 1938 var noget ganske særligt. For det var første gang i moderne europæisk tid, at der blev gennemført et målrettet, organiseret og brutalt angreb mod en udpeget befolkningsgruppe. Nazisterne havde et mål – at få magten. For at nå dette mål var alle midler til rådighed. Og udpegningen af en befolkningsgruppe som den, der var ansvarlig for al dårligdom, al krise, al fornedrelse, al ydmygelse,som mange følte efter 1. Verdenskrig var et sådant middel.

Denne nats begivenheder var ikke de første overfald. Men de udgjorde et vendepunkt. De senere forfølgelser og nærmest industrielle udryddelser i koncentrationslejrene spejlede sig i den systematik, som de dræbte, de sårede, de ødelagte butikker og ejendomme var de første ofre for.

Og så er det, at journalisten stiller spørgsmålet igen: Jamen, det var dengang. I dag er det ikke sådan. Hvorfor bliver I så ved med at tænde fakler og tale om det, der skete dengang? Fordi – og det er det helt afgørende – det der skete dengang ikke bare er en begivenhed, som vi har ladt bag os idag. Forleden havde en større morgenavis et helt tema om det, de kalder højredrejningen i Europa. Land efter land gennemgår de det politiske billede, som med nationalisme og syndebukspolitik forsøger at sætte en politisk dagsorden.

Naturligvis er det rigtigt, at der endnu ikke er set store nazistiske partier af den gammelkendte type. Men højreekstreme partier findes i stort set alle lande i Europa. Nogle steder med lille indflydelse, andre steder med stor.

Det er rigtigt, at det ikke gør en ny Krystalnat overhængende, at disse partier findes idag.

Og dog! For man skal blot vende blikket mod for eksempel Ungarn for at se, hvordan højreekstreme organisationer hærger i roma-kvarterene. Man skal blot kaste et blik på Rusland, som forleden fejrede nationaldag og hvor tusindvis af nationalrussere gik i optog og råbte Sieg heil! Disse organisationer trives i et politisk miljø og i et holdningsklima, som giver ekstremisternes handlinger og synspunkter et skær af legitimitet. Sådan er det dag i dag – sådan var dagen også dengang.

Så derfor er der grund til aldrig at glemme – altid at huske! Og det gør vi i dag ikke alene her i København. Også i Århus, Svendborg og på Bornholm tændes der fakler i aften. Det samme sker i en lang række byer i Europa. Den anti-racistiske organisation UNITED har opgjort, at der i dag gennemføres 250 forskellige aktiviteter i 49 europæiske lande. Da der sidste år var Krystalnat-aktiviteter den 9. november var mere end 100.000 mennesker mobiliseret i en bred vifte af aktiviteter mod racisme og anti-semitisme. Vi håber, at der også i år er mange deltagere – og vi yder med dette arrangement et bidrag.

Sommerens tragedie i Norge har naturligt nok påkaldt sig fordømmelse og protest. Drabene på Utøye og i Oslo var en gal mands værk, men ingen mand er en ø. Drabsmanden trivedes i et politisk miljø, som for ham legitimerede hans gerninger. Det samme var tilfældet for de nazistiske slagsbrødre og bøller, som i mellemkrigstidens fandt forklaringer i vidtløftige politisk programmer fra de nazistiske ideologer og politikere.

Vi har inviteret Norges ambassadør i Danmark, Jørg Willly Bronebakk, til at tale i aften. For inden fortæller Hans Goldstein om sine oplevelser som ung mand i Østrig under Krystalnatten i Wien. Derefter har vi inviteret forfatteren Carsten Jensen, som har været en markant stemme i den offentlige debat om de senere års ‘dem-og-os’-tilstand, der har behersket den offentlige debat det seneste årti. Og endelig får formanden for Statsborgerskabsforeningen, Fathi El-Abed, ordet for at tale om forpligtelserne til at holde de internatiale konventioner, som Danmark har tiltrådt, men som under den borgerlige regering har været under pres – ikke mindst i tilfældet med de unge mennesker, som er blevet berøvet deres ret til at skifte statsløshed ud med et statsborgerskab.