Byggehåndværkere og børn går fint i spænd sammen. Det viste den aktion, som Byggefagenes Samvirke, lærlingene og de pædagogiske fagforeninger i København afholdt fredag den 15. maj for job og velfærd.
Ballonerne stræbte mod den blå forårshimmel over Nytorv i København mens børn fra byens daginstitutioner samledes på pladsen for at se det byggeri, som håndværkere fra alle fagene i Byggefagenes Samvirke tager form.
Allerede fra tidlig fredag morgen er der aktiviteter på pladsen. Efter en nøje udarbejdet plan over byggeriet af en symbolsk daginstitution går murerne og murerarbejdsmændene i gang med at bygge fundamentet og endevæggen i huset.
Tømrerne følger trop med trækonstruktionerne til væggene og taget og siden kommer malerne og slutter af med at gøre bygningen pæn og præsentabel. I de indbyggede vinduesrammer er en billedserie fra rør- og blikkenslagernes fagforening udstillet.
Den viser en række eksempler på det forfald og den manglende vedligeholdelse af skoler og bygninger, mange offentlige institutioner byder bruger – og som en modsætning til den flotte nybygning står disse billeder som eksempler på, hvor skandaløst galt det står til mange steder.
Tre hug – job, velfærd og klima
Allerede fra morgenstunden bliver det signal sendt til politikerne fra ‘bagmændene’ bag byggeaktionen, at der ikke er nogen grund til nøl med at gøre noget for at bekæmpe jobkrisen – og samtidig få løst både en velfærdsopgave og en helt nødvendig klimasatsning.
Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, siger til Danmarks Radio, at det er absurd, at der går ledige håndværkere, mens der i København er behov for for eksempel børnehaver. Han opfordrer til, at politikerne kommer ud af starthullerne og sætter ind med midler til renovering og udbygning af velfærden – og samtidig klimasikrede byggeriet.
Denne vinkel tager han senere på dagen også op i sin tale. Her samler han i ni punkter de initiativer, som for arrangørerne er vigtige at få sat fokus på:
– Sæt arbejde i gang til fællesskabets bedste – for eksempel børnehaver som her på pladsen – så børn og forældre kan få løst deres pasningsbehov!
– Forsvar de faglige rettigheder, så EF-domstolens angreb på konfliktretten ikke underminerer arbejdsmarkedet!
– Opstil en renoverings- og klimapakke for byggeriet, som fremtidssikrer boliger og bygninger!
– Udbyg den kollektive trafik!
– Skaf de nødvendige uddannelsespladser for lærlinge og studerende!
– Slip kvælergrebet på den almene boligsektor, så renovering og nybyggeri kan komme i gang!
– Stop klapjagten og den uværdige mistænkeliggørelse af de ledige!
– Sæt understøttelsen i vejret og giv plads til uddannelse under ledighed!
– Gennemfør en skattereform, der lemper skatten for de svage og for folk med almindelig lønindkomst og lad de brede skuldre bære! (mbp)