Nyheder | 1. september 2009

Blokadeudvidelse overrasker

Tidlig blokadestart kl. 4 mandag morgen overraskede polsk firma, der tilkaldte politiassistance for at få adgang til den blokaderamte ejendom i Trekronergade.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

(21.09.09) Seks-syv betjente bad mandag morgen kl. 8.30 blokadevagterne om at flytte sig fra porten ind til gården i Trekronergade 5-11. Det skete efter, at polske håndværksmestre havde tilkaldt politiet.

Blokaden foran Trekronergade 5-11 startede mandag den 21. september allerede klokken 4 om morgenen. Her mødte mere en 30 blokadevagter op og startede overvågningen af ejendommen.


Københavns Politi beder blokadevagter flytte sig fra porten foran Trekronergade 5-11. Foto: Tommy Skarborg.

Udvidelsen af blokaden overraskede ejere og håndværkere i det polske firma, Tomis Construction Enterprise, der er underentreprenør for Trekroner Penthouse. Firmaet måtte vente til lidt over klokken 8, før det forsøgte at liste håndværkere ind i huset.

Da 10-15 blokadevagter klokken lidt over 8 opdagede, at to mestre i det polske firma ville gå ind gennem porten til gården, tog vagterne opstilling foran porten. Det fik mestrene til at tilkalde politiet – og beskylde blokadevagterne for at have truet og skubbet dem.

Adgang ikke spærret
Da to betjente mødte op, forklarede talsmanden for A-Klubben Michael Johnsson betjentene, at mestrene havde nøgler til alle opgange.

– Det er en ren provokation, at de kun vil ind her. De har nøgler og kan komme ind gennem alle opgange, fortalte han betjentene.

Han afviste pure alle anklager om trusler og vold fra blokadevagternes side.

Betjentene fastholdt, at blokadevagterne skulle flytte sig til den anden side af gaden – og da de nægtede, tilkaldte de en håndfuld flere betjente til forstærkning.

Indsatslederen for det tilkaldte politipersonale, vicepolitikommisær Karsten Andersen, truede nu blokadevagterne med arrestation, hvis de ikke flyttede sig over på den modsatte side af gaden. Da betjentene begyndte at notere navne på vagterne, trak håndværkerne langsomt over på modsatte fortov.

Trues med fyring

Seks betjente tog herefter opstilling foran porten, mens seks ansatte håndværkere i Tomis blev tilkaldt. De ankom i to grupper.

Det lykkedes en håndfuld danske blokadevagter at komme i en kort samtale med den senest ankomne gruppe håndværkere. En af de polske håndværkere talte tysk – og oplyste, at de var sikre på, at de ville blive fyret, hvis de tog kontakt med de danske fagforeninger, fortæller murerarbejdsmand Morten Krogh Petersen til bygsam.dk.

Fire politibetjente intervenerede i samtalen mellem blokadevagter og håndværkere. Håndværkerne gik derefter ind på byggepladsen lidt efter klokken 9. (owc)


Københavns Politi tog opstilling foran porten til den blokaderamte ejendom indtil seks polske håndværkere var kommet ind på byggepladsen. Foto: Tommy Skarborg