Bombedømte byggepolakker frifundet

Det var fra dette værksted på Roskildevej, at den dansk-polske byggemand, Arek Plonski, drev sine aktiviteter, og her at polske Adam Hinc boede i en campingvogn, inden de begge arresteret for forsøg på drab og afpresning. De to blev idag frikendt i Østre Landsret for otte års fængsel.

Østre Landsret omstøder dom på otte års fængsel for forsøg på manddrab og grov afpresning, som to polske byggefolk fik i byretten i august 2013.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Det er en ordentlig bollert, som en rystet chefanklager Jacob Buch-Jepsen indkasserer i Østre Landsret i dag, torsdag. Et nævningeting frikender to mænd med polsk baggrund for drabsforsøg og afpresning.

Den ene, dansk-polske Arkadiusz (Arek) Plonski, har drevet et byggefirma fra midt i 00'erne, og til han fængsles i september 2012. Den anden, polske Adam Hinc, der er elektriker, har som tilrejsende arbejder boet på Plonskis værksted i en kort periode fra juli-september 2012.

Begge sidder de i Østre Landsrets store retssal i Bredgade under oplæsningen af dommen, som tre juridiske dommere og seks af ni nævninge er enige om, og de ser nærmest ud som om de er i tvivl om betydningen af det, de hører.

Sagen i kort tilbageblik

Baggrunden skal søges tilbage i 2008-09. Her udfører Plonski en byggeopgave for en familie i Valby. Det går ikke så godt, hverken bygnings- eller betalingsmæssigt. Der opstår en strid om byggekvaliteten og afregningen. Efter et årelangt forløb med skriftlige krav og SMS’er om betaling, inkasso og advokat-polemik mellem Plonski og familien løber konflikten ud i sandet.

I august 2012 går en del af en brandbombe, som er placeret under familiens bil, imidlertid af. Det fører til mistanke mod Plonski og Hinc. De arresteres og sigtes for forsøg på manddrab og afpresning.

I byretten er dommere og nævninge enige om, at de to hver skal have otte års fængsel. Den dom anker de til Østre Landsret.

Frifundet

Da landsdommer Jan Uffe Rasmussen er færdig med at læse op, synes det først at være ved at synke ind hos Plonski og Hinc, at de kan rejse sig og forlade retssalen som frifundne i de to alvorlige forhold, som byretten sendte dem i fængsel for.

Dommerne og de seks nævninge mener ikke, at beviserne – herunder et DNA-bevis mod Hinc – er stærke nok til at dømme dem. Selvom de dog er enige i, at Plonski har opført sig så mærkværdigt for at få det tilgodehavende fra Valby-familien, han mener sig snydt for. De kan heller ikke følge anklagerens centrale DNA-bevis mod Hinc. Der er for stor usikkerhed, mener de.

De to bliver dog fundet skyldige på et punkt, nemlig for at have ulovlige strømpistoler, peberspray og en totenschlager, forhold, som de begge har vedkendt sig. Det får de bøder for.

Rystet

Anklageren Jacob Buch-Jepsen vil efterfølgende ikke kommen med nogen kommentarer, ud over at sige:

- Jeg tager naturligvis landsrettens afgørelse til efterretning.  Men jeg er rystet over, at sagens stærkeste bevis, DNA-sporet, ikke tillægges værdi.

Erstatningskrav

De to mænd har siddet fængslet siden september 2012. Med frifindelsen i dag kommer spørgsmålet om erstatning på tale. Anklageren mener ikke, der skal ydes nogen, da de to ’ikke uden egen skyld’ har siddet fængslet.

Det mener imidlertid Plonski-forsvareren Hugo Steinmetz:

- Der bliver tale om et kæmpe erstatningskrav, et kæmpe krav. Min klient har mistet alt, sit firma, sin familie, sit liv – alt!

Det samme siger forsvareren for Adam Hinc, Tim Leckl.

Ikke mere efterforskning

På tilhørerpladserne sidder også chefefterforsker Allan Juul Laugesen og lytter med på oplæsningen af dommen. Heller ikke han har kommentarer til den.

Skal I nu tilbage og i gang med sagen – det er jo stadig uopklaret, hvem der placerede bomben?

- Nej, ikke med mindre der kommer nyt ind i sagen. (mbp)

Læs også artiklen i Fagligt Fokus nr. 5-2013 - klik her