Formænd fra 35 fagforeninger i Region Hovedstaden retter en fælles protest henvendelse til politikerne i regionsrådet og opfordrer dem til at droppe millionnedskæringerne på Arbejdsmedicinsk Klinik.
Den fem millioner kroner store besparelse, som i øjeblikket drøftes blandt politikerne i Region Hovedstadens budget for 2011, mødes nu af omfattende protester fra fagforeningsformænd fra 3F, Dansk Metal, Dansk El-forbund, Blik- og Rør, HK og Træ-Industri-Byg i regionen.
De vender sig i en skrivelse mod en planlagt nedskæring af budgettet for Arbejdsmedicinsk Klinik i regionen.
I henvendelsen hedder det: ”Vi er klar over, at der er stramme økonomiske vilkår for regionen som følge af den aktuelle økonomiske situation. Men vi finder, det er kortsynet ud fra en økonomisk overvejelse at beskære budgettet for 2011 på klinikken med – forstår vi – ca. 28 procent, svarende til fem millioner kroner. Denne nedskæring varmer måske umiddelbart, men konsekvensen på sigt kan meget vel vise sig at være mere omkostningsfyldt end besparelsen lader ane.”
Længere ventetid
Leder af Arbejdsmedicinsk Klink, overlæge Lili Kirkeskov, forklarede i sidste uge til bygsam.dk, at det sparekrav, som klinikken blev stillet over for middelbart inden sommerferien, betyder en nedskæring på 28 procent, svarende til otte stillinger.
– Lønningerne udgør 98 procent af vores budget, og med en nedskæring på ca. en tredjedel svarer det til otte stillinger. Vi bliver ramt meget hårdt, og det kan ikke undgås, at der er risiko for en forringet service i form af længere ventetider på arbejdsskadevurderinger. Vi kommer også til at skære ned på virksomhedssamarbejde og andet.
I den faglige protestskrivelse fremhæves blandet andet denne konsekvens som baggrund for henvendelsen: ”Vi har som fagforeninger brug for, at vores medlemmer, der skal have hjælp til evaluering af arbejdsskader, kan få den nødvendige støtte – både i forhold til fastholdelse på arbejdsmarkedet gennem genoptræningsplaner og gennem vejledning om omskoling efter en arbejdsulykke. Nedskæringerne vil betyde længere ventetider på denne hjælp med den konsekvens, at de får vanskeligere ved at fastholde/udvikle deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan ingen – hverken vores medlemmer eller I som ansvarlige politikere – være tjent med.”
Skær ikke – invester
En af initiativtagerne til protesten, Jesper Holm fra 3F Storkøbenhavn Nordvest, siger:
– Vi er skråt på den, hvis vi ikke har denne mulighed for at få vurderet de skader, som vores medlemmer kommer med. Vi har mange rengøringsfolk, især indvandrerkvinder, som kommer her med skader længe efter, at andre har henvendt sig. Og da er det ofte for sent, hvis så ventetiden vokser, så ryger de helt ud af systemet. Skærer man på Arbejdsmedicinsk Klinik, har vi ikke andre steder at henvende os med de sager.
– Når vi protesterer, er det ikke fordi, vi ikke forstår de problemer, som Regionsrådet står med, men derfor er det også nødvendigt at rette skytset det rette sted – og det er de besparelser, som regeringen kommer med.
Hos formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Henrik Lippert, lyder svaret på spørgsmålet, om ikke det er rimeligt, at også dette område må spare, når der skal hentes penge hjem: – Næe – alene antallet af folk, som kommer til skade på arbejdet gør, at vi har brug for eksperter, som kan vurdere disse skader og bidrage til, at vi undgår dem. I virkeligheden burde man gå den anden vej og investere i området alene i kraft af de mange arbejdsskader, der produceres, siger han.
Protesten mod nedskæringerne er nu sendt til Forretningsudvalget i Region Hovedstaden, som skal behandle nedskæringsbudgettet på sit møde torsdag den 12. august. (mbp)