En politisk uafhængig faglig appel om at give støtte til den lille caraibiske østat, som er blevet udsat for flere storme og to store orkaner, er indledt. USA’s afvisning af at løfte blokaden gør det nødvendigt at andre træder til, hedder det om baggrunden for indsamlingen. Byggefagene har støttet med 40.000 kr.
Omfattende ødelæggelser og store menneskelige konsekvenser for beboerne fulgte storme og de to orkaner, som inden for ti dage trak et spor efter sig af 450.000 ødelagte huse, heraf er 60.000 af dem totalødelagte.Det var denne situation, der førte til, at en kreds af primært faglige folk dannede komiteen Hjælp Cuba den 1. november. Tom Bryde, kasserer i Byggefagenes Samvirke, siger om baggrunden.
– Ikke bare har cubanerne været udsat for orkaner, men de slås også med den amerikanske blokade, som gør, at det er meget svært for dem at klare så store naturødelæggelser. Derfor følte vi, at det var nødvendigt at gøre noget, og det blev så til indsamlingen.
Kan man være sikker på, at pengene når frem til modtagerne?
– Ja, det kan man, fordi vi har direkte kontakt til det cubanske LO, CTC, og fordi vi kan følge med i brugen af pengene via vores danske kontakt, der er på Cuba flere gange om året alligevel. Så der går ikke penge fra indsamlingen til rejse derover.
Formålet for komiteen er, som det hedder i vedtægterne, at: »Samle penge ind til bygning af huse til cubanere, som har mistet deres hjem i forbindelse med orkanerne«. Af de indsamlede penge skal så mange som muligt gå direkte til bygning af huse. Alle i komiteen arbejder gratis, og indsatsen går til opførelse af husene i området Pinar Del Rio.
Indtil nu er der indsamlet ca. 140.000 kr. Foruden de 40.000 kr. fra byggefagforeningerne i samvirket er der blandt andet kommet støtte fra en indsamlingsfest, som har givet 20.000 kr. i overskud, fra Landsforeningen for Socialpædagoger, som har bevilget 10.000 kr., murerarbejdsmændenes klub i BJMF, der har givet 5.000 kr., pædagogerne i BUPL, som har ydet 10.000 kr. foruden en række enkeltpersoner, der til sammen har givet 28.000 kr.
Der indsamles nu i de faglige organisationer, som har modtaget ansøgninger om støttebidrag. (mbp)