Skatteminister Karsten Lauritzens forslag om at svække indsatsen mod sort arbejde, møder modstand fra både fagbevægelse og byggearbejdsgivere.
I en fælles front mod det udspil, som skatteminister Karsten Laurtizen netop nu har i høring hos en række brancher og myndigheder om ophævelse af en række beføjelser til Skat, går direktøren i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, og formanden for byggegruppen i 3F, Kim Lind Larsen, til angreb på ministeren.
Under overskriften ”Skatteministerens ideologiske selvmål” skriver de to byggetopfolk i en sjælden enig kommentar i Berlingske fredag den 4. september, at de ganske enkelt ikke forstår, hvad ministeren har gang i.
De skriver, at det undrer dem, at skatteministeren vægter ideologien højere end kampen mod brodne kar i byggebranchen, og de ”vil gerne sammen slå til lyd for, at man fra Christiansborg fortsætter kampen mod social dumping og sort arbejde i vores branche”.
Storr-Hansen og Lind Larsen peger på, at selv om de ikke tvivler på, at ministeren har de bedste hensigter, så er ”problemet bare, at det ender med at beskytte folks ret til at få foretaget sort arbejde. Det vil i nogle tilfælde betyde, at de virksomheder, der følger reglerne, ender med at miste ordre, fordi de ikke kan konkurrere med de virksomheder, som ikke følger reglerne. Og det er der ikke meget retssikkerhed i.”
Og videre: ”De beføjelser, Skat har fået, har faktisk givet mere lige konkurrence for de virksomheder, der gerne vil opføre sig ordentligt. Ligesom det har været med til at fjerne et bureaukratiserende lag i Skats arbejder”.
Skatteministeren blev under et samråd i Folketingets Skatteudvalg torsdag den 3. september spurgt fra oppositionen, hvorfor han og regeringen vil gennemføre et forslag, som ingen i byggebranchen selv har ønske om.
Han forklarede, at det for ham var vigtigt at finde en balance mellem kontrol og borgernes retssikkerhed, og det mente han ophævelsen af Skats mulighed for at foretage skattekontrol i private haver uden dommerkendelse ville fremme. Og hvad angår branchens indvendinger, så måtte han bare konstatere, at der var tale om en politisk uenighed, herunder også med Dansk Byggeri. (mbp)