Dansk Byggeri: Kædeansvar kommer der aldrig

Byggearbejdsgiverne er tilfredse med OK-aftalen. Der er kun moderate lønstigninger og ikke noget kædeansvar mod social dumping, siger direktør.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Hos byggearbejdsgiverne er der glæde over den OK-aftale, som blev indgået med 3F tirsdag den 7. marts, for den indeholder ikke noget om indførelse af det såkaldte ’kædeansvar’, som ellers har været et fagforeningsønske gennem de seneste tre OK-forhandlinger.

- Kædeansvar er der ikke, og det kommer der ikke i overenskomsterne, selv om vi har snakket om det i mange år, siger Lars Storr-Hansen til nyhedsbrevet Dagens Byggeri.

Denne melding fra byggedirektøren kommer i en vurdering af den overenskomst, som blev indgået mellem 3F og Dansk Byggeri tirsdag efter en lang forhandlingsproces i forligsinstitutionen.

Mere overarbejde

I en pressemeddelelse fra byggearbejdsgiverforeningen udtrykkes der stor tilfredshed med ”de elementer af øget fleksibilitet, som aftalen rummer”.

Denne formulering er en omskrivning af forligets bestemmelser om arbejdsgivernes ret til i bestemte perioder at pålægge de ansatte overarbejde på op til fem timer om ugen. Arbejdsgiveren fastsætter lokalt med de ansatte derefter, hvornår overtiden skal afspadseres inden for 12 måneder.

Ikke vores opfindelse, siger 3F

- Der er ikke nogen tvivl om, at systematisk overarbejde ikke er vores opfindelse. Men når nogen snakker om, at det er en udvidelse af arbejdstiden, så er det simpelthen ikke rigtigt. Blandt andet af den simple årsag, at alt overarbejde skal afspadseres. Derfor er den samlede arbejdstid ikke længere, siger Kim Lind Larsen formand i 3Fs Byggegruppe.

Øget individuelt ansvar

Ud over disse punkter er arbejdsgiverne tilfredse med forligets punkter om mere uddannelse og et øget fokus på arbejdsmiljøet og sikkerhed på arbejdspladserne. Der er tilført flere midler til sikkerhedsuddannelse og vejledning.

- Der bliver i aftalen også betonet et øget individuelt ansvar for at overholde reglerne på arbejdsmiljøområdet, siger Lars Storr-Hansen.

- Vi har fået en aftale uden store armbevægelser. Det er en aftale, som giver virksomhederne ro til at tilpasse sig de udfordringer, som de vil møde i de kommende år med fx store teknologispring. Vi har derfor især været optaget af at skabe rammer for kompetenceudvikling og ikke mindst af at sikre, at danske virksomheder fortsat er konkurrencedygtige, siger direktøren. (mbp)