Landsdækkende strejke den 28. januar fra hele den norske fagbevægelse i protest mod den borgerlige regerings ændringer af arbejdsmiljøloven får støtte fra danske arbejdsmiljøfolk.
Den borgerlige norske regering vil svække arbejdsmiljøloven på en række punkter, frygter den samlede norske fagbevægelse. Derfor har de indkaldt til en national proteststrejke onsdag den 28. januar kl. 14-16.
Fra Danmark lyder der nu støtte fra arbejdsmiljøfolkene i Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere (AAA). I en udtalelse fra foreningens netop afholdte årsmøde lyder det:
”En gennemførelse af regeringens ændringer af arbejdsmiljøloven vil fremme en udvikling, der ikke er til gavn for de ansatte og som ses undervejs i mange lande. Vi frygter at en lignende udvikling er på vej i Danmark i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område, hvor arbejdsgiverne ønsker øget fleksibilitet”.
På den norske hjemmeside for aktionen – www.mittarbeidsliv.no – forklarer fagbevægelsen, at regeringen i sommeren 2014 spillede ud med et lovforslag, som mødte massiv modstand i fagbevægelsen. Alle nationale fagforbund i LO, Unio (offentligt ansatte) og YS (Yrkesorganisasjonenes Sentralforbund) har taget afstand fra den metode, som regeringen og arbejdsgiverne har lagt frem.
De skriver, at selv om de havde bedt om at blive taget med omkring bordet, så ”blev forslagene sendt ud uden nogen dialog hverken med arbejdsgiver- eller arbejdstagerorganisationerne”. De mener, at det er et alvorligt brud med ’den norske model’, hvor arbejdsmarkedets parter har været centrale forhandlingsparter med staten.
Men det har ikke kun noget med den formelle metode, de føler, at regeringen har forbrudt sig imod. De mener også, at regeringen gør op med hele grundlaget for den arbejderbeskyttelseslovgivning, som det norske arbejdsmarked er bygget op på.
Den danske aktionsgruppe påpeger, at lovforslaget – der rokker ved hævdvundne bestemmelser – kan smitte af på tilsvarende lovgivning i andre lande, også Danmark. Opregnet i hovedpunkter drejer det sig om følgende fire områder:
- Øget brug af midlertidige ansættelser
- Længere arbejdsdag
- Mere pålagt overarbejde
- Mere søndagsarbejde
”Vi følger med interesse jeres bestræbelser på at forhindre forringelserne og giver vores fulde opbakning til jeres fælles kampagne”, hedder det. (mbp)