Sikker­hed og miljø | 28. januar 2014

Elektrikerne går i krig mod lovforslag

Et lovforslag om at ændre på autorisationsvilkårene for el-, blik&rør- og kloakarbejde får elektrikerforbundet op i det røde felt. De har indledt en oplysningskampagne over for borgerne og politikerne om farene ved lovforslaget.

Lovforslag om delautorisation får el-forbund til at lave kampagne imod forringelser af sikkerheden.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

En stærk strøm af modvilje går igennem el-branchen for tiden. Både i fagbevægelsen og hos el-arbejdsgiverne er man i oprør over et lovforslag (nr. L35), som Folketinget har til behandling. Det åbner for en opblødning af de danske autorisationsregler for el-arbejde. Og det er man meget skeptisk over for i Dansk El-forbund.

I forbundet seneste udgave af medlemsbladet Elektrikeren hedder, at forbundets ledelse har fundet det så vigtigt at få stoppet lovforslaget, at man ikke bare har villet skrive til politikerne. Man har direkte vedtaget, at det er nødvendigt ”at gå videre og ofre flere ressourcer på at få råbt både almindelige borgere og beslutningstagerne op”.

Annoncekampagne

Det viste sig konkret hen over årsskiftet, hvor der i en helsidesannonce bragte information om el-ulykkers udbredelse i private hjem. Hertil kom en offensiv over for politikerne, for, som det hedder i bladet:

”Hvis det ikke lykkes at få det ændret, kan man i hvert fald ikke bagefter komme og sige, at vi ikke prøvede. Og hvis forslaget får de ulykkelige følger, vi frygter, kan politikerne ikke bagefter komme og sige, at de ikke var blevet advaret og ikke vidste bedre”.

Forslaget går ud på, at der fremover skal være mulighed for at ’del-autorisation’ på el-, rør- og blik og kloakområdet. Det fik el-forbundet til at bede om en uafhængig vurdering af konsekvenserne af forslaget. Den blev udført af Jesper Sandberg, og han giver det dumpekarakter. (Læs hele artiklen med Jesper Sandberg – klik her).

Konkurrenceforslag

Forslaget indgår i det såkaldte konkurrencepolitiske udspil, som regeringen er kommet med, og som har til formål at give ”øget produktivitet og større konkurrence til gavn for forbrugerne”, skriver Elektrikeren, som citerer el-eksperten for at sige:

- Såfremt lovforslaget medfører et reelt svækket sikkerhedsniveau med et øget antal el-ulykker og særligt el-brande til følge – og det mener jeg, det gør - vil det samlet set medføre en øget omkostning for samfundet.

Jesper Sandberg vurderer, at det i sidste ende bliver en fordyrelse for forbrugerne, fordi der kommer højere forsikringspræmier og skatter.

- Dertil kommerde menneskelige omkostninger, siger Jesper Sandberg. (mbp)