24. maj 2007

Endnu en bod til byggefirmaet Lindner

De polske kolleger fra Lindner får udbetalt skyldige millionbeløb, som firmaet havde snydt dem for, under et møde i fagforeningen af byggegruppeformand Palle Bisgaard (siddende). (TIB Foto)

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

Oven i en efterbetaling på over fem mio. kr. til en større gruppe polske svende, som har arbejdet for tyske Linder i blandt andet DR Byen, skal firmaet nu også betale en bod på 100.000 kr. til fagforeningen.

I kølvandet på en sag om en millionstor efterbetaling på 5,75 mio. kr. til over 80 polske svende, som Forbundet Træ-Industri-Byg har kørt mod det tyske byggefirma Lindner Project Danmark, blev parterne på et fællesmøde mellem TIB og Dansk Byggeri mandag den 21. maj enige om, at firmaet ydermere skal betale en bod på 100.000 kr. til TIB afdeling 9.

Den seneste strid har stået om fortolkning af overenskomstens bestemmelser om afspadsering af overarbejde og planlægning af arbejdstiden. Ifølge referatet fra mødet mellem forbundet og Dansk Byggeri er Lindner blevet pålagt at ”dokumentere, at medarbejderne afspadserer i henhold til overenskomstens regler i forbindelse med arbejde efter § 13”.

Den seneste sag drejer sig om 41 medarbejdere – 36 polakker og fem portugisere.

Penge til udbetaling

Den oprindelige sag drejer sig om 82 polske svende, der har forskellige tilgodehavender hos Lindner. Det ser ud til, at disse penge, som firmaet skylder for manglende overtidsbetaling, dækning af aftalepligtige udgifter til logi samt en bod for misligholdelse endelig har fundet sin afslutning. Pengene er nu ved at blive udtalt til svendene.

Det viste sig, at Lindner ikke havde overholdt en tidligere voldsgiftkendelse om disse tilgodehavender, ligesom firmaet havde brudt overenskomsten med bod til følge.

På et fællesmøde den 24. april blev denne sag forhandlet, og TIB fastholdt sine klager. Det endte med, at fællesmødet blev suspenderet og genoptaget i mandags, den 21. maj. Det var på det møde, at parterne blev enige om en yderligere bod på de 100.000 kr. samt at firmaet skal dokumentere de ansattes afspadsering af overarbejde.

Vågent øje

Erfaringer med Lindner gør, at TIB nu holder et vågnet øje med firmaet.

– Det ser ud til, at Linder nu er ved at viderelicitere noget af arbejdet til et nyt udenlandsk firma. Vi har sendt overenskomstkrav til firmaet.

– Men hvis det hele dækker over et forsøg på at forringe forholdene, vil vi forfølge det fagretsligt, siger Palle Bisgaard.

Af Lotte Ott, som er journalist på TIB 9 NYT og Mads Bruun Pedersen på www.bygsam.dk

Klik her og læs Palle Bisgaards tale til de polske kolleger.