Europæiske byggefagforeninger og arbejdsgivere kræver stop for et EU-forslag, de frygter, vil fremme fup og fidus i byggeriet med oprettelse af tvivlsomme enkeltmandsfirmaer. Næppe noget problem i Danmark, siger Dansk Byggeri.
Hvis et forslag fra EU bliver vedtaget, vil det gøre det nemmere for udenlandske iværksættere at oprette firmaer i Danmark. Det skal kunne ske over internettet, og de eneste krav er, at der indskydes 1 Euro i selskabet.
Forslaget, som er født i EU-kommissionen, har været på bordet siden april 2014. Og den nu afgående danske SR-regering har støttet det. Til Ugebrevet A4 har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) forklaret, at man overvejende var positivt indstillet over for, at det skal være enklere at etablere firma i andre lande.
Faglig protest
Denne opbakning har forslaget imidlertid ikke fået fra fagbevægelsen. I LO siger Marie Louise Knuppert til Ugebrevet A4:
- Man bekæmper social dumping med den ene hånd og fremmer det med den anden. Det giver ingen mening.
Hovedorganisationerne LO og FTF frygter, at forslaget bliver misbrugt til at understøtte et af de trick, som bagmænd bruger til at omgå overenskomster, nemlig oprettelse af såkaldt ’falske selvstændige’-firmaer. Det vil sige et firma, som i stedet for at have ansatte, laver kontrakter med en enkeltperson i et til lejligheden oprettede firma. Dem kan der så være ansat talrige af på en byggeplads. På den måde omgås både overenskomster, sociale bidrag, pensioner, feriepenge osv.
Smuthul
Den trafik har været kendt som et af de smuthuller, bagmænd bruger hæmningsløst. Og med dette forslag frygter fagbevægelsen, at det vil blive endnu nemmere at sidde i et andet land og oprette falske firmaer over nettet.
Marie Louise Knuppert, siger:
- Det bliver så rigtig nemt, når en arbejdsgiver kan registrere selskaber til alle de ansatte på et større byggeri i løbet af en kaffepause, uden at det kan kontrolleres, at det er ham, der har gjort det.
Denne opfattelse deler hun med BAT-kartellet. Her siger Gunde Odgaard til bygsam.dk:
- Det her forslag er stærkt bekymrende; man lefler ikke engang for den laveste fællesnævner, man skaber den selv.
Hvor er det her forslag født?
- Det er en eller anden embedsmand i EU-kommissionen, der ser det som en del af Europas vækstdagsorden, hvor man tror, at sådan noget med at kunne oprette virtuelle 1-mands firmaer, kan skabe vækst. Men det er dødsygt og et helt forkert signal at sende.
Dansk Byggeri ikke rigtig nervøs
I Dansk Byggeri, som er medlem af den europæiske entreprenørforening FIEC, er man imidlertid ikke med på denne linje. Det er direktør Peter Stenholms opfattelse, at det ikke skal gøres besværligt at oprette virksomheder i Danmark. Det siger han til bygsam.dk i en mail:
- Vi skal ikke gøre det dyrt og besværligt at starte virksomhed. Men det er vigtigt, at det ikke sker med henblik på at snyde, og derfor støtter vi selvfølgelig op om ethvert tiltag, der kan sætte en stopper for svindel. Det er dog svært at vurdere, om dette her er det rigtige instrument, siger direktøren.
Dansk Byggeri vil støtte alle tiltag, der kan stoppe fup og fidus, siger Peter Stenholm.
Pressechef i byggearbejdsgiverforeningen, Mogens Hjelm, uddyber i en mail til bygsam.dk Dansk Byggeris holdning til den fælleseuropæiske byggebranches holdning til forslaget:
"Dansk Byggeri står bag FIEC, men det er næppe et større problem i Danmark. Det er en vurderingssag, og vi står gerne ved, at vi ikke føler behov for svulstige formuleringer eller sortsyn."
Dansk Byggeri ikke en del af løsningen
Denne indstilling får følgende kommentar fra formand for Byggefagenes Samvirke, Per Olsen:
- Den holdning ligger fuldstændig på linje med deres indstilling til kædeansvar og social klausuler. De melder udadtil, at man støtter tiltag imod fup og svindel, men de har på intet tidspunkt anvist veje eller løsninger til at komme det til livs, siger Per Olsen.
Per Olsen er meget skeptisk over for, hvordan man komme videre i indsatsen mod social dumping sammen med byggearbejdsgiverne:
- Det er svært at se Dansk Byggeri som en part i løsningen af de massive problemer, som vi står over for i byggeriet. Så derfor må enten andre organisationer se, om man kan lave en løsning. Eller også må politikerne gør det. (mbp)