Direktør i Nordisk Film TV blev vækket af hornorkester og byggehåndværkere torsdag morgen. De ønsker overenskomst til to polske byggefolk, som håndudgraver direktørens kældersvømmebassin. Konen afviser, at løn på 120 kr. i timen er urimelig lidt. Faglig blokade på vej.
I morgenmørket er omkring 50 byggefolk samlet foran en rødstenvilla på Skt. Knuds Vej på Frederiksberg. Foran huset står en rød byggecontainer og op ad den holder to medlemmer af den faglige polske klub under Byggefagenes Samvirke et stort banner.
Morgensamlingen skyldes, at fagforeningsfolkene vil have, at det polskeejede firma, der har to polske mænd gående i kælderen til at håndudgrave filmdirektør Jacob Houlind og hans kone Mette Kjærs svømmebassin, indgår overenskomst.
Fanerne for de fagforeninger, som er samlet under Byggefagenes Samvirke, bliver foldet ud, morgenkaffen skænkes op, en løbeseddel – Skt. Knuds Vejs Snydt – bliver runddelt til deltagerne og til alle beboerne i kvarteret. I dæmpede toner spiller hornorkestret Røde Horn og deltagerne oplader deres morgenrustne stemmer og synger med på de røde sange.
Ikke lønpres, siger villaejer
Husets medejer, Mette Kjær, gift med filmdirektøren, har i et interview med ekstrabladet.dk forklaret sit syn på sagen. Hun mener ikke, at der er tale om et lønpres:
- Jeg synes ikke, det er rimeligt. Det polske selskab, vi har lavet en aftale med, er kun engageret til at udføre selve udgravningen i kælderen, som er ufaglært arbejde. Selve poolen laves af et dansk firma, ligesom alt andet i huset er lavet af danske håndværkere.
- Vi har i kontrakten med den polske entreprenør sikret os, at de polske folk får en løn der absolut kan måle sig med en typisk dansk løn for ufaglært arbejde. Der er betalte sygedage, feriepenge og alt andet er helt efter dansk lovgivning (læs hele interviewet – klik her)
Private har også et ansvar
Aktionsleder Carsten B. Hansen, formand for samvirkets organiseringsudvalg, minder deltagerne om, at det, der foregår i kælderen er endnu et eksempel på den sociale dumping, som har hærget byggeriet i årevis. Og at det undergraver velfærdssamfundet og skaber løndumping.
Bygsam.dk har spurgt Carsten B. Hansen, hvad man forventer at få ud af aktionen:
- At der kommer ordnede forhold på pladsen. Det er der ikke nu, de ansatte får ikke fuld betaling, og den mesterpris, som bygherre oplyser, at de får på 120 kr., er latterlig lav. (Mesterprisen er den pris, kunden betaler firmaet og som dækker de ansattes løn mv. materialer og mesters indtjening, red.)
Mette Kjær siger, at de to får en løn, der svarer til det arbejde, de udfører.
- Det må stå helt for hendes egen regning. Jeg kan bare sige, at det ikke er, hvad overenskomsten siger. Vi kan forstå, at ejeren har fået det polske firma anbefalet af venner. Så vi håber også, at aktionen kan gøre det klart, at private også har et ansvar for, at der ikke sker social dumping. Det er ikke kun noget, som stat, region og kommune skal sikre sig imod.
Nu foregår der jo ikke noget ulovligt.
- Nej, i Danmark må man underbetale så meget, man vil. Det er ikke ulovligt. Og det er det heller ikke, når vi aktionerer for ordnede forhold. Men vi mener, at vi har den moralsk gode sag, ikke bygherren. Det her med håndudgravning af kælderen, har vi iøvrigt ikke set, siden man opgav at håndgrave grøfter.
Hvad gør I for at få organiseret de to polske arbejdere?
- Mester siger jo altid, at de ansatte ikke ønsker at være i fagforening. Men vi er blevet forhindret i at tale med de to af konen i huset, vi blev smidt ud, da vi forsøgte. Vi fik at vide, at vi kunne skride ad helvede til. Gennem den polske klub håber vi, at vi kan få kontakt for at forklare dem om danske forhold.
Polakker med i aktionen
Den faglige polske klubs medlemmer er også mødt op denne morgen. Talsmand for klubben, Robert Olejnik, siger:
Hvorfor deltog jeres klub i morgenaktionen?
- Vi synes, at det er på tide, at vores polske kolleger og landsmænd – efter ti års udnyttelse i Danmark – får bedre løn- og arbejdsforhold her i landet, og at de kolleger, der er på denne pladsen, bliver dækket af overenskomst.
Der går to mand og graver – er det ikke at skyde gråspurve med kanoner at demonstrere foran villaen?
- Nej, det synes jeg ikke. I foråret have ejeren et andet firma, som havde overenskomst. Derfor havde vi forhåbninger om, at han ville sørge for ordnede forhold. Men det har han ikke gjort, i stedet har han valgt et firma uden overenskomst.
Konen i huset siger til Ekstra Bladet, at de to mænd får en løn, der svarer til det ufaglærte arbejde, de udfører. Hvad siger du til det?
- Det kan jeg klart afvise. Firmaejeren er ikke vendt tilbage til fagforeningen for at få en overenskomst, så det skyldes jo nok, at han betaler dem mindre end mindstelønnen.
Byggepladsen er udtaget til sympatikonflikt. Det indebærer, at der bliver stoppet for materialer til byggeriet, og at organiserede arbejdere ikke må tage arbejde på pladsen. (mbp)