På den faglige verdenskongres i ITUC i Berlin har 50 forbund sluttet sig til en klimaaktion for en aftale i Paris i 2015.
Der er ikke job på en død planet. Sådan siger Sharan Burrow, som er generalsekretær for den internationale fagforeningssammenslutning ITUC. På den verdenskongres, som netop i disse dage finder sted i Berlin, har spørgsmålet om kampen for job og mod klimaforandringer været til debat.
- Vi må mobilisere for en global aftale i Paris og kræve industrielle omlægninger med støtte til retfærdige overgangsordninger for skrøbelige nationer og samfund, uddyber generalsekretæren i en pressemeddelelse.
Det, fagforeningerne kræver, er en ambitiøs global klimaramme, som vil beskytte liv og job for arbejderne, sikre almen adgang til uddannelsesteknologier, styring af en industriel omformning af alle økonomiske sektorer og industrier og sikring af retfærdige overgangsordninger for verdens befolkning.
Men der er ikke tid til at vente, påpeger Sharan Burrow og langer ud efter regeringer og store virksomheder:
- Vi så regeringer svigte planeten og deres befolkninger i København (klimatopmødet i 2010, red.), og de samme erhvervsinteresser ønsker en fiasko i Paris. Målet for fagbevægelsen er at sikre job, rettigheder og social lighed. Det forudsætter, at vi går ind i spørgsmålet om en retfærdig overgang til bæredygtig udvikling – en overgang, som må begynde straks.
Fagforbund fra ITUC deltager i mobiliseringen: unions4climateaction. I pressemeddelelsen skriver ITUC, at man ”deltager i mobiliseringen for at sikre, at regeringerne forpligter sig seriøst for at deltage i en dialog om industrielle forandringer og retfærdige overgangsordninger, og for at deltage i organiseringen af arbejdere i ’grønne’ job for ordentlige arbejdsforhold og faglig organisering”. (mbp)