Der er knald på byggeriet i de nye bydele i København, Ørestaden og Sydhavnen. Derfor har bygge-, jord- og miljøfagforeningen afsat et par hold faglige sekretærer, som skal køre de to områder igennem dagligt.
Ud af kontoret og rundt på byggepladserne. Det et mottoet for den faglige organiseringssatsning, som Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening har anlagt over for den faglige udfordring det er, at der skyder det ene nybyggeri op omkring København efter det andet i disse år.
– Vi har diskuteret i Byggefagenes Samvirke, om der er basis for at oprette et egentligt fagligt kontor i Ørestaden. Men den beslutning er ikke truffet endnu, siger formand for Byggegruppen i fagforeningen, Jesper Weihe, til BS Nyhedsbrev.
– Derfor har vi simpelthen sat et par folk af og sagt: kør, kør, kør området tyndt! Og de går rundt og finder mange sager. Ofte jord/beton-sager, men også murere og andre faggrupper. Der er for tiden alle fag derude. Hvad gør de så, hvis de finder nogle fag, de ikke kender til?
– Altså, de tager fat på, hvad de kan, og ellers må de henvise til de relevante organisationer eller få en opmåler til at se på sagen, siger Jesper Weihe. Han ser denne måde at lave organiseringsarbejde på som en nødvendighed i en tid, hvor der bygges så meget over det hele.
Ideen om at gøre fagforeningen til noget andet end blot et kontor, hvor medlemmerne skal henvende sig, er ikke ny. Den har været drøftet tidligere i samvirkets organisationsudvalg. Her ligger den sådan set stadig, men på grund af presserende opgaver omkring overenskomstforhandlingerne, er den ikke iværksat endnu.
– Derfor har vi grebet det an på denne måde, siger Jesper Weihe, som ikke ser fagforeningens initiativ som en erstatning for et egentligt samvirkeinitiativ med et fælles mobilt kontor. (mbp)