Fagligt nybrud, ladeporten og social protokol nødvendig

Foråret har været præget af mange aktiviteter, ikke mindst OK-fornyelsen. Bygsam.dk har bedt formand for Byggefagenes Samvirke, John Ekebjærg-Jakobsen, om at tage sine ’analysebriller’ på og give en vurdering af ok-forløbet og af de opgaver, der venter fagbevægelsen i tiden fremover.

Det blev til en sommersnak om medlemsfrustrationer, faglige engagement og nye redskaber til at bekæmpe social dumping i Europa.

Vigtigt at vende frustration til energi

Med det begynder med en vurdering af de nyligt overståede ok-forhandlinger og den ja-nej-debat, der har præget afstemningen om ok-forliget og sat sit præg på debatten i dansk fagbevægelse i en grad, som ikke er set i mange år.

Det ene træk ved forhandlingerne, ikke mindst i 3F, har været, at de ikke faldt ud, som mange medlemmer ønskede det. Der var nej i hele 3F. Her er der noget at samle op på, for at det ikke skal blive til frustration, påpeger John E.-Jakobsen og fortsætter:

- Det andet er de store stemmeprocenter fra stort set alle forbund. Det betyder, at folk i den grad interesserer sig for deres løn- og arbejdsvilkår. Og det er vigtigt at samle op på, for den interesse skal bruges til noget konstruktivt.

Hvad er ’noget konstruktivt’ efter din opfattelse?

- At vi udvikler vores overenskomst- og forhandlingssystem. De resultater, vi får, skal jo helst stå mål med medlemmernes forventninger. Gør de ikke det, så er der frustration tilbage. Men gør de står, så har medlemmerne en fornemmelse af en stærk fagbevægelse.

Ny dagsorden

Hvis man skal forny sig, hvor skal man så gribe fat?

- Man skal under ingen omstændigheder gøre, som vi plejer. For det flytter ikke, det aktiverer ikke medlemmerne og det appellerer ikke. Ved de her ok-forhandlinger var der en forventning om, at der skulle ske noget, især i forhold til social dumping. Deraf den store frustration i mange medlemsgrupper, da det ikke kom.

- Selv om forhandlere anbefalede et ja, var der store nej’er i nogle afdelinger, og faktisk også meget små ja’er i andre. Begge dele er selvfølgelig bekymrende for forhandlerne og for fagbevægelsen. Det er min oplevelse, at for mange af vores kollegaer i forhandlingsudvalgene – centralt som lokalt – har gjort som de plejer, og derfor skal der en ny dagsorden til.

Ladeporten

Hvad er den så?

- Det er at se, at det, der foregår på det danske arbejdsmarked og i vores velfærdssamfund, hænger sammen. Hvis ikke vi har nogle overenskomster, som vi kan og vil forsvare, så gider medlemmerne ikke være med. Og er de ikke det, bliver ladeporten for social dumping og offentlige nedskæringer mere og mere åben. Og de eneste, der kan holde den lukket, er medlemmerne.

Røre i Europa

- Det er det, vi skal have evalueret. Hvad kan vi bruge de gode energier til? Der kommer kommunalvalg til november. Hvad kan vi bruge dem til? Og der er røre i Europa. Rundt omkring er der snak om, hvordan vi kan forsvare arbejdernes rettigheder. Det er selvfølgelig fordi, der er nogen, der er bekymrede. Men også fordi nogen mærker frustrationen i forhold til EU. Og de gode kræfter skal vi også bruge.

- Og så er der de offentlige ok-forhandlinger i 2018, som i det værste scenarie bliver en kopi af de ikke særlig gode resultater fra OK 2017. I bedste fald, at vi bruger den lyst, folk har til at gøre noget, til at sige til de offentlige arbejdsgivere: Vi vil forsvare vores forhold, og vi vil have dem forbedret.

Ophedet debat

Der har været en ophedet diskussion mellem ja og nej-siderne i de aktive dele af fagbevægelsen i et omfang, der ikke er set i mange år. Frustrationerne har kogt, og debatten har ikke stået stille. Hvordan kommer vi videre, så vi ikke bærer de gamle ja-nej-diskussioner med os?

- Jeg tror, at den måde, vi snakker med hinanden på i fagbevægelsen bliver nødt til ikke bare at være i: ’forbund’, ’lokalafdelinger’, ’tillidsrepræsentanter’, ’medlemmer’. De lag skal brydes op, så forbund, afdelinger, tillidsrepræsentanter ikke er i tvivl om, hvad medlemmerne siger. Det så vi netop på sociale medier. Der foregik rigtig meget på tværs mellem arbejdspladserne. Men de budskaber nåede på ingen måde frem til vores forhandlere og til forbundene.

- Der kan man jo så vælge, som man har gjort i nogle forbundsledelser, at sige, at det er på grund af fejlinformation, at medlemmerne ikke har forstået, hvad der foregår. Andre valgte at komme ud og møde medlemmerne og mærke, hvad der egentlige røre sig. For at vi kan det, handler det ikke så meget om at kigge tilbage og se, hvad der gik galt. Men om at kigge frem og se, hvordan vi kan gøre det bedre.

Opbrud

Hvad er byggestenene i en fremtidig model for ok-forhandlingerne?

- De må være, at man får brudt de der lag op, så der ikke er nogen tvivl om, at de kan mærke, hvad medlemmerne tænker og har brug for. Vi er nødt til at finde en anden måde at kommunikere på. Det kan være, at lands- og brancheklubber skal have større indflydelse og i hvert fald, at de får flere muligheder for at udtale sig.

- Det kan også være, at vi bliver nødt til at bryde forhandlingssystemet op. Der skal være flere decentrale forhandlinger og muligheder for, at de enkelte brancher og områder kan reagere. Det vil også lægge et større pres på arbejdsgiverne, så de er nødt til at tage alvorligt, hvad der røre sig på arbejdspladserne.

Social protokol

Nu nævnte du, at der er røre i Europa. EU-kommissionen har spillet ud med et forslag til en social søjle, som skal sikre rettigheder. Europæisk fagbevægelsen har i lang tid arbejdet for en såkaldt ’social protokol’. Den skal sikre, at det er de enkelte landes faglige rettigheder, der skal følges, når der kommer tilrejsende arbejdere. Hvad skal vi gøre i denne sammenhæng?

- Ikke mindst det engelske Brexit fra EU, men også den meget uro, der har været på det europæiske arbejdsmarked, gør, at det et godt tidspunkt nu at sige, at når EU er opmærksom på, at der skal ske noget, så er det vigtigt, at vi lægger pres på vores partier, så de forstår, at det er nødvendigt med en social protokol.

- Her i Danmark er det også et godt tidspunkt nu, hvor vi har haft de her frustrationer oven på ok-afstemningen.

En chance, vi må gribe

- Man diskuterer den uro, der er, og også den uro, der kommer, når den franske præsident Macron begynder med sine reformer. Den eneste måde, man kan finde en løsning med reformer på arbejdsmarkedet på, er nogle redskaber, der beskytter. Og det vil sige en ’social protokol’.

[if gte mso 10]>

- Det kan også være noget af det, der kunne være klogt for englænderne i forhold til Europa, når nu de får brug for udenlandsk arbejdskraft. De kan jo komme til at kopiere sådan en protokol for at det overhovedet kan lade sig gøre. Så der er en masse ting, der siger, at det er nu. For år tilbage har de europæiske socialdemokratier, ja de europæiske arbejderpartier for den sags skyld, ikke lyttet særlig meget til de europæiske fagbevægelser, der har krævet en social protokol. Det kunne de måske gøre nu. Det er en åbenlys chance, vi ikke må lade glide ud. (mbp)