Der er tydelige og positive forbedringer, som gavner almindelige mennesker og lønmodtagere, mener byggefagsformand.
Der er kommet flere og tiltrængte penge til bekæmpelse af social dumping. Ikke mindst muligt skattesnyd på Metroen viser jo, at det er helt nødvendigt med en mere effektiv kontrol, siger Per Olsen.
- Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksens straffeekspedition mod fagbevægelsen er nu delvis afbødet igennem en forhøjelse af skattefradraget for fagforeningskontingent. Flere almennyttige boliger til en husleje, som almindelige lønmodtagere kan betale, og flere penge til grøn omstilling og grønne jobs er meget positivt.
Forbedringer i forhold sociale ydelser til unge arbejdsløse, og fjernelse af den gensidige forsøgerpligt er klart en hjælp til de dårligst stillede, mener Per Olsen, som finder det godt, at der er kommet en ny midlertidig kontantydelse for folk, der er faldet ud af dagpengesystemet.
- En styrkelse af sundheds-, unge- og ældreområdet er alt sammen fornuftige ting. De allerværste tidsler i regeringen flygtningepolitik er omlagt, og der er afsat flere penge til, at kommunerne kan håndtere nye flygtninge.
Tilbage er naturligvis, at vi stadig står med et dagpengesystem, hvor folk falder ud, og hvor genoptjeningsretten ikke er blevet ændret, påpeger Per Olsen.
- Der er intet nyt i, at de radikale ikke vil give sig på det her område. Alt er ved det gamle, når det gælder de radikales mening i den sag - sådan er det jo!