Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen deltog mandag morgen i byggefagenes blokade i Trekronergade, Valby. Han understregede i en peptalk vigtigheden af blokaden som et forsvar mod social dumpning.
Den tidligere jord- og betonarbejder og nuværende forbundsformand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, besøgte mandag den 14. september blokaden foran ejendommen Trekronergade 5-11. Forbundsformanden mødte op klokken 8 og tog en snak med de faste blokadevagter. Han stillede sig desuden op på en stol og holdt en kort »peptalk«, hvor han understregede vigtigheden af blokaden.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen (med kasket og kaffekop i hånden) i hyggesnak med blokadevagter.
– Jeg er glad for, at I står her som blokadevagter – og bliver ved indtil I får medhold i jeres krav. Hvis ikke I gør det, får arbejdsgiverne foræret en opskrift på, hvordan man underminerer de danske løn- og arbejdsforhold, sagde Poul Erik Skov Christensen.
Han understregede, at blokaden ikke kun var et svar til bagmændene bag ombygningen af tagetagen Trekronergade til ejerlejligheder, men til alle arbejdsgivere, der vil benytte sig af firmaer i andre lande til at underminere de danske arbejdsforhold.
– Derfor vil vi se kamp til stregen. Hvis vi ikke tager kampen nu vil vi komme til at opleve, at arbejdsgiverne vil begynde at give underbud på løn- og arbejdsforholdene, sagde han. (owc)