Nyheder | 1. september 2009

Forhandlingmøde aftalt efter nyt, forgæves forsøg på at bryde blokade

Der er aftalt et forhandlingsmøde mellem de stridende fagforeninger og bygherrer i Trekronergade, efter en lastbil mandag middag forgæves har forsøgt at aflevere nye materialer til byggearbejdet. Lastbilen blev sendt hjem med 6.500 kroner i bødeforlæg.

BS

Byggefagenes Samvirke

100%

(21.09.09) Bygherrerne bag det blokaderamte byggeri i Trekronergade er gået med til at holde et forhandlingsmøde med 3F BJMF og Byggefagenes Samvirke. Mødet holdes tirsdag den 22. september kl. 12 i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeris lokaler på Vester Voldgade i det centrale København.

Mødet er kommet i stand, efter at bygherren mandag middag forsøgte at bryde vareblokaden endnu en gang. En lastbil med betonklodser til afskærmning af en hejs i byggeriet blev hindret i at losse materialerne af blokadevagter.

Københavns Politi måtte rykke ud i Trekronergade to gange mandag den 21. september – først for at sikre polske arbejdere adgang til ejendommen, siden for at sende en lastbil med betonklodser tilbage til Jylland med bødeforlæg på ialt 6.500 kroner. Her foto fra første episode. Foto: Tommy Skarborg

Fremmødt politi optrådte ifølge blokadevagter først aggressivt over for de vagter, der stillede sig op langs lastbilen, for at hindre kranen i at sætte betonklodserne på gaden.

Tonen blev dog mere forsonlig, da en indsatsleder gik i dialog med formanden for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, og formanden for byggegruppen i 3F BJMF, Jesper Weihe.

De to fagforeningsfolk fik overtalt politiet til at se nærmere på, om lastbilen og chaufføren havde alle tilladelser og godkendelser i orden – og da en betjent kunne meddele at der ikke forelå de rette certifikater og miljøgodkendelser af lastbil og chauffør, måtte lastbilen køre igen med et bødeforlæg på henholdsvis 5.000 kroner og 1.500 kroner.

Møde på neutral grund

Den ene bygherre bag ombygningen af tagetagen i Trekronergade, Thomas Hübschman, var til stede under episoden. Efter at bilen var kørt havde Hübschman og de to fagforeningsmænd en længere snak.

– Vi blev spurgt, hvad der skal til at løse konflikten – og svarede en overenskomst, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, til bygsam.dk

Under samtalen luftede de to fagforeningsfolk muligheden for at holde et forhandlingsmøde på neutral grund. Og på forespørgsel fra Byggefagenes Samvirke har arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri nu indvilget i at lægge lokaler til.

Mødet finder ifølge bygsam.dk's oplysninger sted tirsdag den 22. september kl. 12. Her vil bygherrerne Thomas Hübscbman og Magnus Gardarsson mødes med modparten 3F BJMF og Byggefagenes Samvirke. Desuden vil repræsentanter for Dansk Byggeri være tilstede.

Byggefagforeningerne har betinget sig at der ikke arbejdes eller afleveres varer til arbejdet mens forhandlingerne står på. Blokaden vil blive opretholdt som kontrol for det imens. (owc)