Europæisk arbejdsmiljøuge Fra støv til handling

Byggefagenes Samvirke på byggepladsbesøg. Foto:Robert Olejnik.

Byggefagenes Samvirke satte spot på farligt støv under den europæiske arbejdsmiljøuge. Vi kæmper for retten til at trække vejret uden at blive syg, lød budskabet.

Rune Eltard-Sørensen

Journalist, redaktør og kommunikation hos Byggefagenes Samvirke

100%

I uge 43 var der som altid fuldt tryk på arbejdsmiljøindsatsen, da Byggefagenes Samvirke markerede den europæiske arbejdsmiljøuge med byggepladsbesøg og et velbesøgt stormøde i København.

Årets tema var farligt støv – den usynlige og langsomme dræber, der stadig alt for ofte accepteres som et vilkår i byggebranchen.

Et beskidt billede – og et fælles ansvar

23 sikkerhedsfolk fra Byggefagenes Samvirke var i løbet af ugen ude på 19 byggepladser i hovedstadsområdet. Resultatet var nedslående: Blot 27 procent af pladserne blev vurderet som tilfredsstillende. De fleste manglede både rengøring, støvplaner og korrekt udsugning, og kun 18 procent var vinterklar.

– Det er helt tydeligt, at alt for mange stadig accepterer støv som en del af arbejdet, siger Christian Ingebrekt, formand for Byggefagenes Samvirkes arbejdsmiljøudvalg. Han fortsætter:

– Men støv er ikke bare beskidt – det er farligt. Vi taler om kvartsstøv og træstøv, der kan give KOL, stenlunge og kræft. Det er den langsomme dræber, som ligger og venter på vores kollegaer.

Ingebrekt peger på, at støv ofte rammer på tværs af fag og ansvarsområder:

– Mange andre end dem, der skaber støvet, bliver påvirket. Det er derfor, kampen mod støv skal være et fælles projekt. Arbejdsgiverne har ansvaret og må påtage sig det – ellers skal de straffes med bøder.

Byggefagenes Samvirkes nye, flotte veste blev luftet. Foto: Robert Olejnik.
Byggefagenes Samvirkes nye, flotte veste blev luftet. Foto: Robert Olejnik.


Byggefagenes Samvirke varsler nu genbesøg på flere byggepladser og vil anmelde de værste sager til Arbejdstilsynet.

Fyraftensmøde med stærke faglige stemmer

Tirsdag den 21. oktober i arbejdsmiljøugen samlede Byggefagenes Samvirke et stort publikum til et fyraftensmøde, hvor forskere, tilsynsmyndigheder og fagbevægelsen delte deres viden og erfaringer.

I panelet sad professor Ulla Vogel fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), tilsynschef Jakob Krohn-Rasmussen fra Arbejdstilsynet, FH’s næstformand Flemming Grønsund og Christian Ingebrekt fra Byggefagenes Samvirke.

– Der er ingen gode grunde til at acceptere støv på arbejdspladsen, understregede Ulla Vogel. Hun pegede på, at selv korte udsættelser for mikroskopisk støv kan give alvorlige og permanente lungeskader – men også, at effekten af støvkontrol er dokumenteret stærk: “Når støvet forsvinder, redder vi liv.”

Viden og meninger om virkeligheden på de danske byggepladser blev delt og diskuteret. Foto: Ole S.
Viden og meninger om virkeligheden på de danske byggepladser blev delt og diskuteret. Foto: Ole S.


FH’s næstformand, Flemming Grønsund, fremhævede, at arbejdsmiljørepræsentanterne (AMR) skal være aktivt med i planlægningen:

– Arbejdsgiverne skal bruge AMR’ernes viden konstruktivt. Det er dem, der kender pladserne bedst og hvis vi skal undgå ulykker og sygdomme, skal de være med fra starten, ikke bagefter.

Arbejdstilsynets tilsynschef Jakob Krohn-Rasmussen fortalte, at myndigheden både formidler viden og giver påbud. Men erkendte, at udfordringen er massiv.

– Vi kan ikke løse det alene. Der er for meget at tage fat på, og vi har brug for et fælles tryk fra både fagbevægelsen og branchen, lød det fra tilsyneschefen.

Malernes klare besked: Det bliver værre og værre

Mens eksperterne diskuterede løsninger, var malerne og arbejdsmiljørepræsentanterne ude, hvor problemet bogstaveligt talt hænger i luften.

Søren Jespersen, arbejdsmiljøansvarlig i Malernes Fagforening i København, fortæller:

– Det samlede indtryk fra pladsbesøgene var skuffende. Mange steder er arbejdsmiljøet i en nedadgående spiral, hvor støv og rod bliver hverdag.

Arbejdsmiljørepræsentant, Kitt Holm, supplerer:

– Vi ser det samme igen og igen. Tidligere ville folk aldrig acceptere de forhold, vi møder nu. Men i takt med at flere udenlandske kollegaer kommer til, slipper arbejdsgiverne af sted med mere. Der mangler respekt for både loven og de mennesker, der udfører arbejdet.

Uanmeldte besøg giver de bedste og mest ærlige resultater. Foto: Søren J.
Uanmeldte besøg giver de bedste og mest ærlige resultater. Foto: Søren J.


Kollegaen Ronnie O’Reilly peger på, at Arbejdstilsynet mangler redskaber.

– De skal kunne udstede bøder på stedet, når de ser brud. I dag drukner det i papirarbejde. Arbejdsgiverne forstår kun ét sprog: Det, der rammer pengepungen!

Pladsbesøg giver resultater

Trods de alvorlige fund var der også positive oplevelser. Flere hold oplevede, at der blev handlet med det samme, når fejl blev påpeget.

Kit Slessing Hansen og Kenneth Jensen, der deltog i pladsbesøgene for første gang, fortæller:

– Det var fedt at se, hvordan vi sammen med Søren fik rettet fejlene med det samme. En forkert støvsuger og en forkert maske blev skiftet ud med det rigtige udstyr på stedet. Det giver mening at være med.

De erfaringer skal nu bruges til opfølgende besøg, så forbedringerne bliver fastholdt – og så arbejdsgiverne lærer, at fagforeningen kommer igen.

Støv kræver handling – ikke bare holdninger

Christian Ingebrekt opsummerer ugens indsats:

– Vi skal have en holdningsændring i hele byggebranchen. Det handler ikke om småjusteringer, men om at bryde med den kultur, hvor støv og snavs er blevet et symbol på hårdt arbejde. Men man skal ikke blive syg af at gå på arbejde.

Christian Ingebrekt (til venstre) viste næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation/FH, Flemming Grønsund, (med hvid hjelm) rundt og fortalte om støv. Foto: Privat.
Christian Ingebrekt (til venstre) viste næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation/FH, Flemming Grønsund, (med hvid hjelm) rundt og fortalte om støv. Foto: Privat.


Derfor vil Byggefagenes Samvirke presse på for, at bygherrerne forpligtes til at have en støvplan, og at arbejdsgiverne stilles til ansvar, når de ikke beskytter deres ansatte.

– Vi taler ikke om luksusforhold. Vi taler om retten til at trække vejret uden at blive syg, siger Ingebrekt.

Et fællesskab for et renere arbejdsliv

Arbejdsmiljøugen sluttede i god stil: Med grillpølser, kollegial snak og en stærk følelse af fælles kampånd.

For bag tallene og statistikkerne står der mennesker, der hver dag arbejder for, at byggeriet kan køre rundt. Og som Christian Ingebrekt formulerer det:

– Støv kan bekæmpes. Vi ved hvordan – og vi har ikke råd til at lade være.

FAKTA: Den Europæiske Arbejdsmiljøuge

* Afholdes hvert år i uge 43 i hele EU.
* Sætter fokus på aktuelle temaer inden for arbejdsmiljø.
* Temaet 2023–2025: ”Et sundt arbejdsmiljø i den digitale tidsalder.”
* Byggefagenes Samvirke har i 2025 sat særligt fokus på støv i byggebranchen.