Et udredningsarbejde skal se på hvilke tekniske hjælpemidler, som tagdækkerbranchen kan udvikle til aflastning af arbejdsmiljøskader.
Når tagpappet skal lægges ud på tagene rundt omkring, er det ofte under vanskelige og fysisk belastende forhold. Det skaber stor helbredsmæssig nedslidning for tagdækkerne. Den situation vil et bredt samarbejde inden for tagdækkerbranchen nu se på.
Parterne i form af en række større firmaer, Tagdækkernes Landsklub og Byggeriets Arbejdsmiljøbus indgår over det kommende år analysere en række arbejdssituationer og se på muligheder for at finde tekniske løsninger og hjælpemidler, der kan aflaste i belastende arbejdsstillinger.
Med midler fra Forebyggelsesfonden har fem større firmaer under Dansk Byggeri og under ledelse af konsulentfirmaet Lolle & Nielsen fået 1,3 millioner kr. til projektet.
Projektleder i Dansk Byggeri, Christine Meden Bjerregaard, siger:
- Hele projektet er bygget op om tankegangen, at det bedste hjælpemiddel skal findes i samarbejde med alle, som besidder den praktiske viden og erfaring. Ideer og løsninger skal afprøves på byggepladser undervejs, så hjælpemidler også bliver af en beskaffenhed, som tagdækkerne rent faktisk vil anvende.
Fra Tagdækkernes Landsklub siger Helge Hansen til bygsam.dk, at han ser frem til arbejdet, for der er behov for at få gjort noget.
- Når vi taler om skrå tage, så gælder det om at finde nogle midler, der formindsker nedslidningen, for vi har en stor nedslidningen. Det er kun få tagdækkere over 50 år, som ikke har fået ødelagt ryggen. Vi løfter, trækker, slæber og skubber meget i jobbet, og det er en stor fysisk belastning, siger han.
Helge Hansen understreger, at det ikke kun er vigtigt, at der sker noget på de skrå tage, men på hele området. (mbp)