Gratis ok-krav blev med et glimt i øjet afleveret til Dansk Arbejdsgiverforening, men ingen havde 'prokura' til at skrive under.
Vinterblæsten over Rådhuspladsen gjorde den varme morgenkaffe absolut nødvendig, da faglige aktivister var mødt op for at give arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening en håndfuld gratis ok-krav – og en fyldepen, til at skrive under med.
Med skilte og plakater, der slog et slag for at få indført et kædeansvar i overenskomsterne, der forhandles netop nu, at få sat en stopper for løndumping og at sikre overenskomster til alle markerede et halvt hundrede byggefolk og fagligt aktive deres holdning.
Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, sagde blandt andet: – Hvis vi kan blive enige om disse krav, så kan vi sammen sikre et arbejdsmarked, hvor social dumping ikke undergraver vores arbejdspladser, hvor der kommer ordnede ok-forhold for alle med rettigheder og pligter, og hvor også det sidste led i byggekæden bliver gjort ansvarlig for ordnede forhold (læs hele talen – klik her).
Efter en kort morgentur fra Rådhuspladsen til hovedsædet for Dansk Arbejdsgiverforening i Vester Voldgade lykkedes et par repræsentanter at få adgang til hovedkontoret. Men de kort efter tilbage og kunne melde, at der ikke var nogen tilstede, der ‘havde prokura’ til at skrive under på de ‘gratis ok-krav’. (mbp)